fibrøs
Fibrøs, (af lat. fibra trævl, tråd), bestående af bindevæv.
Fibrøs, (af lat. fibra trævl, tråd), bestående af bindevæv.
Fibrøs dysplasi, syndrom kendetegnet ved knogleforandringer. Tilstanden skyldes en genmutation og er præget af knoglebrud og knogledeformiteter, som skyldes, at knoglevævet erstattes af bindevæv, hvilket gør knoglerne skrøbelige og deforme. En eller flere knogler kan være ramt, hyppigst ribbenene, knoglerne
Fibrøs - trådet, (af lat. fibra trævl, tråd), trævlet; trådet.
fibrøs ledkapsel, som er fast tilhæftet knoglerne og adskilt fra synovialismembranen af løst bindevæv, der ofte indeholder en del fedtvæv. For ikke at hæmme leddets normale bevægelser er områder af kapslen og synovialismembranen slappe og danner i en yderstilling en
fibrøs varietet af mineralet kvarts. Calcedon har glasglans, hårdheden er ca. 7 og massefylden ca. 2,6 g/cm3. Det forekommer i hulrum i vulkanske bjergarter (geoder) og kan også findes i hule flintknolde. Calcedon er ofte grålig til blålig, men
OH,F)2. Tremolit er den magnesiumrige del af blandingsrækken tremolit-actinolit, som ofte betegnes strålsten pga. stråleformede eller fibrøse krystaller. Strålsten findes i metamorfoserede bjergarter. Fibrøse varieteter anvendes som asbest, kompakte grønne varieteter som smykkestenen nefrit. Se også actinolit.
fibrøs kvarts), hvor hvert enkelt lag kan have sin egen farve. Agat har glasglans, hårdheden er ca. 7, massefylden 2,6 g/cm3, og mineralet har sammensætningen SiO2. Calcedonlagene er - til forskel fra onyx - ofte opbygget koncentrisk, da agat dannes ved
fibrøs, rødbrun, væskende latex. Træerne har en bred krone; de unge grene er fint behårede. Veddet Kerneveddet er lyst cremehvidt med svagt rødbrunt skær glansfuldt og med fin, tæt tekstur og utydeligt afgrænset fra det 3-6 cm brede splintved
fibrøs, hvid til lysegul, men bliver lysebrun til gulligbrun og klæbrig ved eksponering. Kronen er afrundet med skruestillede grene, ofte vandrette. Træets ved Kerneveddet er orange eller gyldengult undertiden med lyserøde striber, mørkere ved eksponering og tydeligt afgrænset fra det
fibrøs brusk, har et særlig højt indhold af kollagen, som giver brusken stor trækstyrke. Denne brusktype kendes bl.a. fra knæleddets menisker. Den hyaline brusk i ribben, strube og luftrør bliver med alderen — som et normalt fænomen — sæde for udfældning af