epifauna
Epifauna, se havdyresamfund.
Epifauna, se havdyresamfund.
epifauna (på-fauna) på sten og klipper. Infaunaen Infaunaens arter findes langt overvejende nedgravet i bunden, så kun fx slangestjernernes arme og muslingernes ånderør røber dyrenes tilstedeværelse. De vigtigste infauna-dyresamfund i havet er følgende: Macoma-samfundet – også kaldet lavtvands
epifauna, dvs. dyr, der sidder på hård bund eller på andre dyr. Dødningehåndkoral og hestemusling er karakteristiske eksempler. De hvirvelløse havdyr omkring Færøerne har været genstand for intense undersøgelser siden 1987 (i det fællesnordiske projekt BIOFAR). Blandt de mange nyopdagelser
epifauna, fx mosdyr, hydroider og sækdyr. På lidt dybere vand har man mange steder fundet stenrev med en righoldig fauna. Algebæltet og stenrevene er vigtige opvækstområder for en række fiskearters yngel. Forurening Med sin beliggenhed mellem højt industrialiserede lande og
(Naturen i Danmark)
epifauna betydeligt fattigere end den rent marine epifauna, der også har flest farvestrålende arter. Mange af dyrene i epifaunaen sidder permanent fast. Derfor kan de ikke opsøge en mage, og mange af arterne er hermafroditter. Mange epifauna-arter danner endvidere
(Naturen i Danmark)
epifauna. Mange steder i verden har man bevidst udlagt kunstige rev for at forbedre fisks eller hummeres livsvilkår eller for at sikre kystlinjen. Når bøjer og skibe får en uønsket belægning af alger og epifauna taler man om fouling. De
(Naturen i Danmark)
epifauna. Tilføjelsen heste-, som også kendes fra navne som hestemakrel, hestekastanie og hestebønne, antyder, at den er mindre god end den ægte vare, her blåmuslingen (figur 8-64, 8-65 og 8-68). Den spises dog i bl.a. Norge. Hestemuslingen
(Naturen i Danmark)
epifauna-slangestjernerne, skør slangestjerne (Ophiothrix fragilis), er hyppigere på lidt større dybde, hvor den ofte sidder på kolonier af dødningehånd. Denne suspensionsædende slangestjerne kan også sidde på sten, hvor den holder sig fast med tre arme, mens den holder de
(Naturen i Danmark)
epifauna fungerer i de fleste tilfælde fint, men med nogle arter går det galt. Det gælder f.eks. almindelig strandkrabbe eller almindelig konk, der findes på både sedimenter og på hårdt underlag. I det følgende bliver de beskrevet sammen med epifaunaen