epidermis – menneskeligt hudlag
Epidermis, overhud, se hud.
Epidermis, overhud, se hud.
Epidermis, det yderste, beskyttende cellelag på blade, unge stængler og rødder hos planter; oftest kun ét cellelag tykt og dækket af en beskyttende kutikula.
epidermis. Visse dyregrupper, fx leddyr, har på epidermis' overflade afsondret en cellefri kutikula, der hos fx krebsdyr og insekter udgør et stift, ydre skelet. Hos chordater, bl.a. hvirveldyrene, er huden flere cellelag tyk. Padders hud består af levende celler, hvorigennem
Epidermidose, (af gr. epidermis + -ose), hudanomali udgående fra epidermis.
epidermis) består af kubiske celler, hvorfra der udgår cilier (fimrehår). I epidermiscellerne er der små stavformede legemer, rhabditer, der kan skydes ud og bruges i forbindelse med forsvar eller som fangstredskab. Munden er placeret på bugsiden (ventralt) af et muskuløst
epidermis. I bladkødet findes størsteparten af bladets kloroplaster, grønkorn; det er i disse, at fotosyntesen finder sted. Karstrengene er plantens transportsystem for vand, salte og organiske forbindelser, herunder kulhydrater dannet ved fotosyntesen. Epidermis fungerer som bladets beskyttende overflade og indeholder
epidermis, og udviklingen af særlige åbninger i kutikula og epidermis, som vha. læbeceller (stomata) lettede udveksling af gasser (ilt, O2, og kuldioxid, CO2). Endvidere udvikledes en modstandsdygtig væg opbygget af sporopollenin omkring sporerne, og centralt i planten udvikledes et ledningsvæv
epidermis og gastrodermis, adskilt af en basalmembran, der kan være udviklet som en geléagtig masse, mesogloea. Epidermis og gastrodermis består af en række forskellige celletyper, bl.a. cilierede celler, kirtelceller, muskelceller, sanseceller og fordøjelsesceller. I begge cellelag findes en celletype, nældecellen
epidermis) i større eller mindre hvidlige flager. Afskalning kan være storflaget, pergamentagtig eller kan bestå af mindre eller helt små skæl. Afskalning ses især ved hudsygdomme, som skyldes forstyrrelser i horndannelsen, fx psoriasis og fiskeskælsygdom, men forekommer også ved andre
epidermis), primærbark (cortex), periderm og sivæv (phloem). Hos unge planter er overhuden det yderste, beskyttende lag, og derunder findes primærbark. Allerede inden udgangen af plantens første vækstperiode udsættes overhud og primærbark for tiltagende spændinger, da stængler og rødder vokser i