enklitisk
Enklitisk bruges om et ord der er så tryksvagt, at det udtales som del af det foregående ord. Læs mere i Den Store Danske enklise enklitikon
Enklitisk bruges om et ord der er så tryksvagt, at det udtales som del af det foregående ord. Læs mere i Den Store Danske enklise enklitikon
enklitiske tillægsendelser -kin 'også' og -ko, der gør udtrykket spørgende. Verber bøjes i fire kategorier: aktiv/passiv, modus, tempus og person, og de kan forsynes med enklitiske tillægsendelser. Passiven udtrykker betydningen 'man' fx puhutaan 'man taler', men kan i talesprog også
enklitiske ord ofte, så det mister sin stavelseskarakter. Sproghistorisk er enklise af betydning som et forstadium til udviklingen af endelser og dermed ordbøjning. Således er bestemthedsendelsen i dansk mand-en oprindelig et enklitisk pronomen. Læs mere i Den Store Danske
enklitisk størrelse. I udprægede kasussprog som fx islandsk, tysk og latin bøjes substantiverne i kasus, og kasus har den funktion at udtrykke syntaktiske relationer mellem nominaler og andre størrelser. I fx latin står subjektet i nominativ, det direkte objekt i
Et enklitikon er et ord, som knyttes så nær til det foregående, at det mister sit selvstændige tryk (fx er bestemthedsendelsen i et dansk ord som manden egentlig et enklitisk pronomen). Læs mere i Den Store Danske enklise
enklitisk artikel, -(i)śa: flere-ś ‘denne offergave’ Verber Verber bøjes i følgende kategorier med de tilhørende bøjningsmorfemer i parentes: tempus: præsens (umarkeret) og præteritum (-c) modus: indikativ (-e), imperativ (endelsesløs), jussiv (-a), necessitativ (-ri) diatese: aktiv (umarkeret) og passiv
enklitisk størrelse. Genitiven er semantisk udtryk for et tilhørsforhold, som kan have forskelligt betydningsindhold. Fx betegner en possessiv genitiv ejendomsforhold, Sørens hus, og en partitiv genitiv del-helhed-forhold, Sørens hoved, koppens hank, vælgernes flertal. Ved substantiver afledt af verber
enklitisk størrelse. På fransk findes genitiv af substantiver slet ikke, men gengives ved et præpositionsled (med de, du, des). På ikke-kasussprog bruges ofte præpositioner i præpositionsled til at udtrykke det, der på kasussprog udtrykkes gennem, at et ord står
Proklitisk, (af lat. procliticus, af gr. proklinein hælde fremad), som knytter sig så nært til det følgende ord at det mister sit eget tryk; det modsatte af enklitisk; proklitikon.