enjambement
Enjambement, (af fr. enjambement, af enjamber skræve over, af jambe ben, it. gamba), overgang af meningen fra en verslinje til den næste, således at de to verslinjer syntaktisk hører sammen.
Enjambement, (af fr. enjambement, af enjamber skræve over, af jambe ben, it. gamba), overgang af meningen fra en verslinje til den næste, således at de to verslinjer syntaktisk hører sammen.
enjambement, dvs. at meningen overskrider versgrænsen, hører til kunstpoesiens raffinementer. Verslære og litteraturvidenskab Verset er digtets vigtigste formelement. Da størsteparten af al ældre samt betydelige dele af den nyere digtning er udformet på vers, vil verslæren derfor være et nødvendigt
skift mellem trykbærende og tryksvage stavelser som i de nyere rimvers. Antallet af tryk ligger normalt fra tre til otte. De folkelige vers rummer oftest en afsluttet mening, mens kunstfærdigere former kan benytte sig af enjambement, dvs. overskridelse af versgrænsen.
(Dansk Biografisk Leksikon)
enjambement, cæsur etc. eksakt viser Hugos overgang fra senklassicismen til romantikken. De sproglige undersøgelser har ikke et formål i sig selv, men trænger helt ind i kunstnerens ordværksted for derfra at karakterisere hans idehistoriske og litterære ståsted. 1919 tog Paul
(Dansk litteraturs historie)
enjambementer. Digtet taler om arabeske former, men det tager også selv form som en arabesk, for projektet er at genskabe kvindelokkernes slyngninger i versets fletning, bare endnu yndigere, som det fremgår af digtets sidste halvdel: O pragtfuld tilvisseDen krøllede Trængsel
(Dansk litteraturs historie)
enjambementer og i de s-lyde, der slynger sig ned gennem teksten: „See … speiler sig … see … sin sidste, stive, gratieuse Sprællen.“ Den samme dobbelthed af død og erstatning finder man i et parallelt digt – i virkeligheden to ritorneller – der handler
(Dansk litteraturs historie)
enjambementet – bygger digtet en spænding op, som opstår i den tøven, der kommer af, at anden linje afsluttes med et „og“ og tredjesidste linje med et „som“. Det enkelte ords betydningstyngde bliver tydelig, når „ar“ alene får lov at afslutte