eloquentia
Eloquentia, se elokvens.
Eloquentia, se elokvens.
er en ældre betegnelse for retorik. Betegnelsen bruges typisk til at karakterisere en person, der er veltalende. Læs mere i Den Store Danske dannelse retorik
personlige og livsnære. Dante omtaler ham i De vulgari eloquentia som tidens største kærlighedsdigter, og ved hans død skrev Petrarca en hyldestsonet: "Græd kvinder, og kærligheden skal græde med jer" (over Cinos død). Nutidens vurdering af ham er mere behersket.
eloquentia et pietas, veltalenhed og fromhed. De syv frie kunster bevarede deres ydre form, men indholdet blev i løbet af middelalderen mere sprogligt-formalistisk med hovedvægt på grammatikken og især dialektikken. De frie kunster blev grundlaget for tidens teologisk-filosofiske
eloquentia ('Om folkesproget'), og et på italiensk, Il Convivio ('Gæstebuddet'), en ufuldendt afhandling om litterære og moralfilosofiske emner. Almindeligvis antager man, at Divina Commedia påbegyndtes omkring 1307 og fuldendtes kort før hans død, men dele af værket cirkulerede i manuskript
Elokvens, (af lat. eloquentia veltalenhed, af eloqui), veltalenhed.
eloquentia) som en udelelig helhed. I Petrarcas humanistiske program var to idéer styrende: Han ville forsone den kristne lære med antikkens humanitas, og han ville nyttiggøre de klassiske studier i samfundet. Disse tanker blev på forskellig vis ført videre af
eloquentia corporis) fremgik af ansigtets og kroppens udtryk (mimik og gestik). En særlig betydning tillagde man hænderne (heraf betegnelsen chironomi, af gr. cheir 'hånd'). Man inddelte kropssproget i gestus for henvisning, imitation, følelsesudtryk, tiltale og eftertryk (emfase). Læren om "gebærderne
oc, middelalderens occitanske dialekter, der blev talt i Sydfrankrig. Navnet er som langue d'oïl dannet efter oc 'ja', fra latin hoc 'dette'. Betegnelsen bruges første gang af Dante i hans De vulgari eloquentia. Se også fransk, galloromansk og occitansk.
på moderne fransk ofte (fejlagtigt) [ʌjl]. Se også fransk. Navnet er som langue d'oc dannet efter oïl 'ja', fra latin hoc 'dette'. Betegnelsen bruges første gang af Dante i hans De vulgari eloquentia. Se også fransk, galloromansk og occitansk.