elektrode
Elektrode, inden for kemi oftest en betegnelse for et elektrisk ledende materiale i kontakt med en anden fase, fx en elektrisk ledende opløsning, en elektrolyt, der igen er i kontakt med en anden elektrode; denne kan evt. være af samme
Elektrode, inden for kemi oftest en betegnelse for et elektrisk ledende materiale i kontakt med en anden fase, fx en elektrisk ledende opløsning, en elektrolyt, der igen er i kontakt med en anden elektrode; denne kan evt. være af samme
elektroden og svejseemnet. Et eksempel er elektrodesvejsning med beklædt elektrode; dette er den ældste af de eksisterende lysbuesvejseprocesser fra 1905 og den mest anvendte metode til sammensvejsning af stål. I denne proces består svejseværktøjet af en elektrode, der smeltes af
elektroder klæbet på brystkassen med en vis afstand mellem hinanden. De to elektroder danner tilsammen en EKG-afledning, der forbindes til registreringsapparaturet, en elektrokardiograf. Denne forstærker det svage elektriske signal fra millivolt op til volt-niveau og udskriver det som
elektrode, elektrokemisk indretning, der anvendes til selektivt at måle aktiviteten (koncentrationen) af en bestemt ion uden væsentlig forstyrrelse af andre tilstedeværende ioner i en væske. Den mest kendte ionselektive elektrode er glaselektroden. I virkeligheden er en ionselektiv elektrode et system
elektrode adskilt af en elektrolyt. Traditionelle galvaniske elementer har en negativ elektrode af metal, fx zink (Zn) eller cadmium (Cd), en positiv elektrode af enten et andet metal, fx kobber (Cu), eller et metaloxid, fx brunsten (mangan(IV)oxid, MnO2
elektroder, ligesom celler i almindelige batterier (galvanisk element). Hovedforskellen mellem brændselsceller og andre batteriers celler er, at man kontinuert tilleder luft (ilt) til den positive elektrode og brint til den negative elektrode, således at en brændselscelle ikke skal oplades, men
elektroder, hvoraf den ene ofte er specielt følsom over for det undersøgte stof — en ionselektiv elektrode. Der findes elektroder til bestemmelse af en lang række ioner og molekyler i opløsning og i luft. Mest udbredt er glaselektroden, som er selektiv
elektrode, mod hvilken alle andre elektroders potential måles. Den generelt vedtagne referenceelektrode er normal- eller standardhydrogenelektroden (se hydrogenelektrode), men da denne ikke er særlig praktisk, anvendes ofte andre elektroder, der har et stabilt, veldefineret potential i forhold til hydrogenelektroden. Populære
elektroden, hvorved højspændingen udnyttes igen, særlig effektivt hvis ionerne er flerladede. I tandemacceleratoren er der ikke længere direkte proportionalitet mellem spændingen på elektroden og de accelererede partiklers energi. Man har indført energimålet elektronvolt (eV), som er den energi, en enkeltladet
elektrode i det indre øres snegl. Herved kan hørenerven stimuleres direkte. Et udvendigt apparat, der er forbundet med elektroden, opfanger lyden og omkoder den til elektriske impulser. Ved anvendelse af flere kanaler i elektroden kan der skelnes mellem forskellige lydfrekvenser