egoisme
Egoisme, for egen (vindings) skyld, selviskhed, egenkærlighed; det modsatte af altruisme.
Egoisme, for egen (vindings) skyld, selviskhed, egenkærlighed; det modsatte af altruisme.
egoisme, der betegner handlinger motiveret af et ønske om at gavne eller beskytte sig selv. Altruistisk adfærd I nogle sammenhænge benyttes altruisme i en bredere betydning om adfærd, der rent faktisk gavner andre, uanset hvad det præcise motiv er. Dette
egoisme. I fri konkurrence kommer økonomiske egoister nemlig ikke til at gøre skade, snarere tværtimod. De er langt farligere, hvis de placeres som monopolister, politikere eller (bestikkelige) embedsmænd, og det er præcis det, man undgår, mente Adam Smith, hvis man
egoisme, straffedom og solidaritet. La Chute (1956, på dansk Faldet, 1957) illustrerer i en dybt original, monologisk form den vestlige civilisations skyld: Det moderne menneske stiller sig retfærdigt og angergivent an, men søger i virkeligheden blot bekræftelse på sin egen
egoisme overfor altruisme, individualisme og kollektivisme samt fri vilje overfor determinisme er tilbagevendende temaer. Bidrag til kommunitarismen Etzioni ydede væsentlige bidrag til kommunitarismen, den teoretiske bevægelse, der blomstrede op i 1980’erne især i USA. Udgangspunktet var – og er fortsat
egoisme. Som socialt væsen har mennesket, mente Shaftesbury, en sans for det gode, en slags medfødt moral. Mennesket har også en sans for det skønne og det harmoniske. Mennesker finder lykken ved at stræbe efter fælles mål. Denne sociale harmoni
egoismen er en lidelsesskabende illusion. Han afviser til gengæld alle forsøg på at forbedre verden, fx i form af konkret godgørenhed eller politisk handling. Filosofihistorisk står Arthur Schopenhauer mellem på den ene side romantikken og den tyske idealisme (som han
egoisme, kynisme og det karrieremageri, der var kendetegnende for tiden før tøbruddet i 1956; bogen blev kraftigt kritiseret af systemet og forsvandt fra boghandler og biblioteker. Antallet af partilyrikere var stort i det kommunistiske Bulgarien. Hofpoeterne var en favoriseret elite
egoisme og borgerlighedens bornerthed lå drømmen om det etiske, ligefremme menneske. Soya havde et usædvanligt gehør for sprog og replik og en særlig sans for folkelige udtryksformer. Sprogligt og stilistisk fremstår hans replikker som langt mere moderne end replikkerne hos
egoisme (klassekamp), dødsdrift osv. Derfor er den moderne digters typiske stemningsleje depressionen (le spleen), der kun momentvis kan brydes af rusgiftenes eufori eller af den sjældne anelse af et guddommeligt "andetsteds". Den melankolske "skildrer af det moderne liv" antager i