efeu
Efeu, se vedbend.
Efeu, se vedbend.
(Symbolleksikon)
Efeu, stedsegrøn, klatrende plante, forbundet med død og udødelighed, bl.a. brugt på udsmykninger på tidlige kristne sarkofager. Efeu var knyttet til den græske gud Dionysos og hans skare af mænader, der havde ranker om panden. I det gamle Grækenland blev
er en slægt af stedsegrønne, krybende og klatrende buske i vedbendfamilien. Der kendes ca. 19 arter, som er hjemmehørende i Europa og fra Middelhavsområdet til Østasien. De fæster sig til bl.a. buske, træer, klipper og mure vha. hæfterødder (se også
Efeu), Colombi e sparvieri (1912, Duer og høge) og Canne al vento (1913, Siv i vinden), der alle foregår på Sardinien. Selvom Grazia Deleddas verden ikke er begrænset til fødeøen, ligger hendes bøger uden for den italienske litteraturs hovedstrøm. Naturfølelse
(Trap Danmark)
efeu-blade i relief. Øverst på stenen står et stenkors. Selve inskriptionen lyder: Captain af 9. Inf. Rgt. / HANS JULIUS / VALDMAR HANSEN / Født d. 8. Marts 1829 / Falden ved Dybbel 1. April / 1864. Gravstenen er omkranset af ægte efeu-blade
(Trap Danmark)
efeu, som den eneste beplantning. De fleste gravsten er af sandsten men imellem er også granitsten. Alle sten har inskription. Den sydligste af pladserne ligger lavt i forhold til gadeplanet, og derfor er der her en trappe i træ fra
(Trap Danmark)
efeu. Over indgangspartiet er der plads til annoncering i bannerstørrelse og øverst er et fremtrukket, hvidmalet listebeklædt parti, hvor der med store blå bogstaver står BELLEVUE TEATRET. Bygningens øvrige dør er ældre, tofløjede, bræddebeklædte døre, der er hvidmalede ligesom vinduerne
(Trap Danmark)
efeu straks oven for kystskrænten mod Færgestrømmen. DysseStendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der
(Trap Danmark)
efeu. Taget er helvalmet og belagt med sortglaserede tegl med to skorstenspiber i rygningen og to i havesidens tagflade. Over havesidens tre midterste fag ses et tårn med en halvrund grundplan i tre etager, der rager et stykke op i
(Trap Danmark)
efeu og gitterværk« i Den kroniske uskyld (1958), mens Nikolaj Zeuthen i Verdensmestre – en historie fra 00’erne (2010) portrætterer Frederiksbergs nyere indbyggere som en generation med Christianiacykler og rigtige meninger, der dog stadig har smag for Frederiksbergs »eksklusivt beplantede