dybhavsgrav
Dybhavsgrav, dybgrav, smal og ofte flere tusind km lang og ca. 2 km bred slugt i dybhavsbunden, der er væsentlig dybere end omgivelserne. Dannet i forbindelse med, at én lithosfæreplade glider ned under en anden.
Dybhavsgrav, dybgrav, smal og ofte flere tusind km lang og ca. 2 km bred slugt i dybhavsbunden, der er væsentlig dybere end omgivelserne. Dannet i forbindelse med, at én lithosfæreplade glider ned under en anden.
dybhavsgrav føres skråt ned i dybe subduktionszoner, fx subduktionszonerne omkring Stillehavet; se også magma og metamorfose. Endelig forekommer orogene processer, hvorved der udvikles kollisionsbjergkæder eller dannes vulkanske øbuer og bjergkæder (orogenese) med nydannet og omdannet kontinentskorpe i pladen over subduktionszonen
dybhavsgrav, fx Chilegraven, adskiller dybhavssletten fra kontinenterne eller fra en øbue foran kontinentet som fx ved Aleuterne og Japan. Langs dybhavsgravene synker gammel oceanbundsskorpe og den underliggende stive del af Jordens kappe, lithosfærepladen, ved subduktion ned i Jordens bløde kappe
dybhavsgrave (ca. 6.000-11.000 m). Man skelner mellem megafauna (større end 1-2 cm), makrofauna og meiofauna (tilbageholdes af sigter med maskevidde på hhv. 1 mm og 0,06 mm). Den mobile megafauna omfatter først og fremmest dybhavsfisk samt pighuder
dybhavsgrav i den vestlige del af Stillehavet. Den ca. 2000 km lange og gennemsnitlig 70 km brede Marianergrav indeholder Challengerdybet, verdens dybeste havområde. Der er store tekniske vanskeligheder forbundet med at måle meget store dybder, og der findes angivelser for
dybhavsgravene (se dybhav). Hydrotermiske væld findes især ud for Amerikas vestkyst, mens de dybeste grave findes i det vestlige Stillehav ud for Filippinerne, Japan og øgruppen Marianerne. Trekantområdet mellem Malaccahalvøen, Filippinerne og Ny Guinea er verdens artsrigeste havområde. Det anses
dybhavsgrave"), hvor oceanisk lithosfæreplade synker ind og i de såkaldte subduktionszoner føres ned under øbuerne til 650-700 km dybde. Det er de tektoniske og magmatiske processer i disse zoner, der producerer ny kontinentskorpe; det sker dels ved, at afskrabet
dybhavsgrave og øbuer. Ved Puerto Rico-graven (9210 m) og ved Syd Sandwich-graven (8428 m) forsvinder dele af Atlanterhavets oceanbundsskorpe ved subduktion. De øvrige småøer i Atlanterhavet er alle lokale, yngre vulkanske dannelser oven på en skorpe dannet af
er en dybhavsgrav i det vestlige Stillehav. Den er 11.034 meter dyb og er en del af Marianergraven. Stedet blev opkaldt efter den britiske Challenger-ekspedition.
dybhavsgrave, udgør smalle og ofte flere tusinde kilometer lange sænkninger i dybhavsbunden med relativt stejle sider. De er almindeligvis ca. 2 kilometer dybere end den øvrige oceanbund og ligger over konvergerende eller destruktive pladegrænser. De er dannet i forbindelse med