dipolmoment
Dipolmoment, (gr. dipol + lat. moment), mål for fordelingen af atomkerner og elektroner i et molekyle (måles i enheden debye).
Dipolmoment, (gr. dipol + lat. moment), mål for fordelingen af atomkerner og elektroner i et molekyle (måles i enheden debye).
dipolmomentet konstant. Dette fører til, at det udsendes elektromagnetisk stråling i form af radiobølger. Disse udsendes primært vinkelret på dipolmomentet, dvs. vinkelret på antennen. Molekylers elektriske dipolmoment Mange molekyler har et elektrisk dipolmoment. Figuren viser strukturen af to molekyler, hvoraf
dipolmoment er fra sydpol mod nordpol. I Jordens magnetfelt indstiller nålens dipolmoment sig modsat af Jordens dipolmoment, og jordens magnetiske nordpol befinder sig således ved den geografiske sydpol. I geografisk terminologi ligger den magnetiske nordpol imidlertid ved den geografiske nordpol
dipolmoment, de såkaldt polare molekyler, er den relative permittivitet større. Et vigtigt eksempel er vand med εr = 80. Polarisationen af et materiale angives ved en vektor P (enhed: coulomb pr. m2), hvis fysiske betydning er dipolmoment pr. volumen. Det er
dipolmoment og elektrisk kvadrupolmoment bestemmes ved studier af hyperfinstrukturen og Zeeman-effekten i de atomare spektre. Andre metoder til bestemmelse af magnetiske dipolmomenter er atomstrålemagnetisk resonans, kernemagnetisk resonans (NMR) og studier af kerner ved lave temperaturer (T≪1 K). Kernetilstande
dipolmoment (se dipol). Ferroelektricitet skyldes, at disse stoffers krystaller har enhedsceller, hvor positiv og negativ ladning indbyrdes er forskudt en smule. Inden for stoffets såkaldte domæner kan dipolmomenterne ensrettes spontant eller af et ydre elektrisk felt. Dette minder om forholdene
dipolmoment knyttet til elektronernes impulsmoment og spin. I fravær af et ydre magnetfelt er de individuelle atomers magnetiske momenter dog tilfældigt orienteret og giver derfor ikke nogen samlet magnetisk virkning. Et ydre magnetfelt påvirker imidlertid atomerne med et kraftmoment, som
dipolmoment. Et statisk felt inducerer et statisk dipolmoment, som fører til en ændring af elektrontilstandenes energiniveauer proportionalt med kvadratet af det påtrykte felt (Stark-effekten). Påtrykkes et tidsvarierende elektrisk felt, dannes oscillerende dipoler, der udsender elektromagnetisk stråling. Denne effekt benyttes
dipolmoment og det omgivende elektronsystem har indflydelse på atomers spektre i form af hyperfinstruktur. Denne anses for at være en del af atomfysikken, selvom man ved studier heraf især opnår information om egenskaber hos atomkernen; fx har hyperfinstrukturstudier af ustabile
Debye, D, (efter Peter Debye (1884-1966) amerikansk fysiker, født i Holland), måleenhed for dipolmoment.