diavolo
Diavolo, (it., af lat. diabolus, gr. diabolos), djævel.
Diavolo, (it., af lat. diabolus, gr. diabolos), djævel.
Diavolo var en en siciliansk røverhøvding, der i 1798 blev hyret af kongen af Begge Sicilier, Ferdinand 4., og hans rådgiver kardinal Fabrizio Ruffo som soldat til at kæmpe mod franskmændene, der havde besat Napoli. I 1806 blev han fanget
Diavolo (1830). Højdepunktet i samarbejdet med Scribe blev dog La muette de Portici (Den stumme i Portici, 1828), der med sit revolutionære emne, opstanden i Napoli 1647, og med den farverige dramatiske udformning indleder den franske grand opéras epoke. Opførelsen
Diavolini, (it., egl. smådjævle, af diavolo), en slags kønspirrende midler, som brugtes i middelalderen.
retninger, fra Storia di Cristo (1921, da. Kristi Livs Historie, 1923) om sin konversion fra ateist til katolik til forsvaret for Djævelen, Il Diavolo (1953). Af det enorme forfatterskab huskes bl.a. kunstnermonografierne og den kulturkritiske roman Gog (1931, da. 1932).
Diavolo (1933), Sons of the Desert (1933, Gøg og Gokke paa Vulkaner/Ørkenens Sønner), Way Out West (1937, Gøg og Gokke i det vilde Vesten) og Blockheads (1938, To Fjolser). Men fra 1941, da samarbejdet med Hal Roach ophørte, blev
familien samt de borgerlige værdier og opdragelsesmønstre, han selv var formet af. Han fortsatte sine provokationer, bl.a. med utilslørede sexscener i kontroversielle film som Il diavolo in corpo (1986, Djævelen i kroppen), der var en modernisering efter Raymond Radiguets roman.
europæisk romantik og dekadence, La carne, la morte e il diavolo nella letteratura romantica (1930, Kødet, døden og Djævelen i den romantiske litteratur, udbredt som The Romantic Agony, 1933, udvidet udg. 1948), som forbinder overblik med lærde og skarpsindige detailanalyser.
diavolo a Pontelungo (1927) om de anarkistiske bevægelser i slutningen af 1800-tallet på hans hjemegn Emilia-Romagna. Særligt udbredt er Il mulino del Po i tre bind (1938-1940, på dansk Møllen paa Floden, 1942-1944), der fortæller historien
Diavolo på Det Kongelige Teater; her sang han til 1958 en række af de store lyrisk-dramatiske partier. Thyge Thygesen, som var gift med sopranen Margherita Flor, sang også på scenerne i Milano, Paris, Prag og Buenos Aires. 1948 blev