dialogisk
Dialogisk, (se dialog), i form af en samtale.
Dialogisk, (se dialog), i form af en samtale.
af udsagnene 'p' eller 'q' kan modbevises. Dialogisk logik blev udviklet i midten af 1900-tallet af den tyske matematiker Paul Lorenzen, der viste, hvorledes både klassisk og intuitionistisk logik kunne defineres dialogisk. Læs mere i Den Store Danske logik
talesproget ved en dialogisk udveksling med relativt korte og ligefremme sætninger. Samtidig søger mange brugere at gengive en mundtlighed i deres ytringer, fx ved at efterligne lyd (RÅBER, *gaaaab*) eller demonstrere kropslige handlinger (*knuser*) og følelser (*G* og :-) for griner/smiler).
dialogisk prosa. I 2003 udkom Du, mit du, en undersøgelse af forelskelsens væsen, i 2005 prosasamlingen En have uden ende og i 2007 samtidsromanen I familiens skød. Centralt i forfatterskabet står også den seneste tekstsuite om Camilla og selskabet, Camilla
dialogisk form, demonstrerede Platon selv indirekte brugen af dialektikken. De syv frie kunster På længere sigt var det dog sofisternes sproglige veltalenhedsideal, der vandt udbredelse. I hellenistisk-romersk tid blev retorik, dvs. veltalenhed, dannelsens højeste mål. Indholdet blev fastlagt som
i 1700-tallet udmærker sig ved psykologisk livagtighed og spænding mellem forskellige positioner. Den russiske litteraturfilosof Mikhail Bakhtin hævdede det åbne, dialogiske princip som en modsætning til monolog, enetale, magtmonopol — litterært og socialt. Læs mere i Den Store Danske dialektik
dialogisk partikel på linje med adverbierne jo og skam, idet ordet ifølge forfatterne i dag helt har mistet sin oprindelige funktion som ed. Til eder regnes også forsikringer som ved Gud og forbandelser som for helvede / det var fandens / det
dialogisk samspil. Der skelnes traditionelt imellem kategorierne fado castiço med meget få fastlagte elementer og fado canção med fastlagte og mere komplekse strukturer i tekst, akkompagnement og harmonik. Blandt de mest berømte udøvere er Amália Rodrigues (1920-99) og Alfredo
dialogiske og sceniske stil frembringer en gennemført virkelighedsillusion, skønt fortælleren er mærkbart til stede med sit betydningsmættede, ofte ironiske sprog. Jane Austen overførte sædekomedien fra dramaet til romanen og blev en forløber for George Eliot, E.M. Forster og Evelyn Waugh
dialogisk sammenspil. Selvom dette er et nobelt ideal, er det også blevet kritiseret for at overse, hvordan jazzkulturen ofte er et mandschauvinistisk sted, hvor kvinder ikke kan komme til orde. Nogle fortalere for en demokratisk jazzæstetik ser musikken som bevis