despotisme
Despotisme, (se despot), 1 voldsherredømme. 2 despotisk væsen; herskesyge.
Despotisme, (se despot), 1 voldsherredømme. 2 despotisk væsen; herskesyge.
despotisme", gemte der sig en indsigt i idealernes skrøbelighed, hvor republikansk ånd kan slå om i despotisme (som i Fiesco), og kærlighed kan blive til tvang (som i Kabale og Kiærlighed). Schillers frihedspostulat, som indbefattede både den ydre verden (politik
despotisme. I 1806 var han atter kortvarigt udenrigsminister. Fox gjorde sig især bemærket som modstander af Storbritanniens kolonipolitik og af kongemagten, men hans egne politiske resultater forblev beskedne. Læs mere i Den Store Danske Indiens historie USA's historie Det
Orienten med Ibrahim (Bassa) (1653) og til antikken med Cleopatra (1661) og Agrippina (1665), hvor konflikterne mellem despotisme og dekadence tillod ham at realisere en manieristisk høj stil så gennemført, at hans navn i eftertiden blev ensbetydende med barok svulstighed.
Despotism (1957), der så den sovjetiske og den kinesiske kommunisme som det orientalske despotis moderne arvtagere. Despotibegrebet kunne dog også bruges på europæiske magthavere. Montesquieus fremstilling af despotiet i De l'Esprit des lois (1748, dansk titel Lovenes Ånd, 1770-1771) er
Egotisme, (af lat. ego + -isme, -t- måske tilføjet efter ord som despotisme, eng. egotism, fr. égotisme), overdreven jegfølelse; det samme som egomani.
despotisme og om det dekadente borgerskab. Disse romaner var teknisk set også svage med undtagelse af Sâdeq Hedâyats Den blinde ugle (1937, på dansk i 1989), der dog nok ikke kan betegnes som en egentlig roman, men snarere er en
despotisme": I sit episke digt Die Albigenser (1842) forfægter han menneskets ret til at være afviger som en forudsætning for al udvikling og emancipation. Nikolaus Lenaus Faust-digtning (1836), der skulle bryde Johann Wolfgang Goethes monopol på stoffet, vakte også
despotisme til gengæld for sikkerhed og for at slippe for den ansvarsbyrde, som frihed lægger på individet. På det historisk-idémæssige plan har man forsøgt at finde tanker hos en række filosoffer, som kan have tjent som inspiration til totalitære
(Dansk litteraturs historie)
despotisme som hos en østerlandsk fyrste, kun være mildt behandlede slaver. Heiberg lufter naturligvis i sit bidrag helt beslægtede synspunkter, men i sin kommentar til den eksisterende lovgivnings sætning: „Man maa ikke i Skrifter opfordre til Oprør“, skriver han: „Skulde