deklamere
Deklamere, (fra fr. déclamer, af lat. declamare, de- + clamare råbe op, udråbe), oplæse digterværker på en kunstnerisk måde; tale svulstigt og højtravende.
Deklamere, (fra fr. déclamer, af lat. declamare, de- + clamare råbe op, udråbe), oplæse digterværker på en kunstnerisk måde; tale svulstigt og højtravende.
Deklamering, (se deklamere), det at deklamere.
Declamando, (it.), inden for musik deklamerende (mellemting mellem sang og tale).
Deklamator, (af lat. declamator), person, som deklamerer.
Deklamatorisk, (se deklamator), deklamerende; svulstig; højtravende.
Edvin Kallstenius, 1881-1967, svensk komponist. Edvin Kallstenius skrev orkester- og kammermusik og sange i en ekspressivt deklamerende stil præget af kompliceret harmonik og elastiske tempi. I sine sene værker anvendte Kallstenius en art tolvtoneteknik.
deklamere den imod betoningerne. I sine dramatiske værker skabte han distance mellem musik og handling dels ved at lade handlingen udføre af dansere, mens teksten fremføres af sangere i orkesteret (som i Renard), dels ved at undlade enhver psykologisk indføling
deklamere poesi (heltene, ofte klædt i grønt), og en scenemester bevæger sig rundt på scenen og instruerer under skuespillet. Der findes mange tusinde nedskrevne ta’ziye-skuespil, oftest af anonyme forfattere. Processionerne I forbindelse med âshurâ er der også processioner
ballets", bl.a. Le Bourgeois gentilhomme (1670). Efter 1672 skrev han fortrinsvis operaer ("tragédies lyriques", fx Alceste, 1674, og Armide, 1686), i hvilke man især bemærker den deklamerende stil og accompagnato-recitativet. Hos Lully fik den franske ouverture sin endelige form.
deklamerer sin beslutning om at fortsætte sit sorgløst frie liv. I den anden ende af følelsesregistret ligger tredjeaktens Addio del passato, hvor hun tager afsked med kærligheden og lykken, mens hendes liv langsomt ebber ud. Operaens tilblivelse og modtagelse La