dekadence
Dekadence betyder forfald som følge af overforfinelse.
Dekadence betyder forfald som følge af overforfinelse.
dekadence ret ned igennem det enkelte forfatterskab som hos J.-K. Huysmans, August Strindberg, Arthur Schnitzler og Arne Garborg; fælles er, at de gamle spørgsmål om livets mening ikke længere synes relevante, og at svarene på de nye endnu ikke
dekadence i retning af forfinelse, nervøsitet, evt. perversion, undertiden skildret som degeneration, fx i Herman Bangs Haabløse Slægter (1880) og Thomas Manns Buddenbrooks (1901). Med franske forbilleder fra Charles Baudelaire til J.-K. Huysmans var det smart at være dekadent
dekadencen. Dette understreges yderligere af den vigtige rolle, to af især den franske dekadences ledestjerner spiller i slutningen af romanen, nemlig Arthur Schopenhauers filosofi og Richard Wagners musik. Sammen med flere af de fortællinger, Thomas Mann skrev i tilknytning til
dekadence og det herskende borgerskabs bornerte kedsommelighed. Allais har skrevet mere end tusinde korte fortællinger til Le Chat Noir, café og kabaret på Montmartre, og til humoristisk-satiriske blade af den slags, der lever videre i avisen Le Canard Enchaîné
dekadence i slutningen af 1800-tallet blev armenierne en særlig truet minoritet. Alvorlige massakrer fandt sted i 1870'erne og 1890'erne. Armenierne havde forhåbninger til den ungtyrkiske bevægelse — i retning af en anerkendt armensk eksistens inden for et nyt
dekadencen. Hans dans havde en sjælden elegance og et niveau, man ikke var vant til i København, og desuden besad han en usædvanlig mimisk udtryksfærdighed. Han organiserede den danske ballet, som var i en slet forfatning, fremeksercerede et kompagni, skabte
dekadence før Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933, der skildres med en bevidst naiv, selvbiografisk impressionisme. Men denne fortællestil — som i Farvel til Berlin sammenlignes med "et kamera med lukkeren åbnet ... helt passivt, det ser og bevarer, men det tænker ikke
Orienten med Ibrahim (Bassa) (1653) og til antikken med Cleopatra (1661) og Agrippina (1665), hvor konflikterne mellem despotisme og dekadence tillod ham at realisere en manieristisk høj stil så gennemført, at hans navn i eftertiden blev ensbetydende med barok svulstighed.
dekadence forekom. Mest bemærkelsesværdig er den såkaldte "nybarokke" strømning, der fandt sin betydeligste udøver i Carl Bloch. I stort opsatte, dramatiske figurkompositioner søgte han med forudsætninger i 1600-t.s italienske, spanske og nordeuropæiske barok-realisme at genskabe et monumentalt og