daktyl
Daktyl er i antik metrik en versefod dannet af en lang og to korte stavelser −◡◡. Den er byggesten i det klassiske heksameter, hvor den stedvis kan udskiftes med en spondæ −−. Således også hos Sophus Claussen i "Atomernes Oprør", 1925: "Ak
Daktyl er i antik metrik en versefod dannet af en lang og to korte stavelser −◡◡. Den er byggesten i det klassiske heksameter, hvor den stedvis kan udskiftes med en spondæ −−. Således også hos Sophus Claussen i "Atomernes Oprør", 1925: "Ak
Daktylisk, (se daktyl), sammensat af daktyler.
Adonisk vers, (af gr.), antik versform (en daktyl og en spondæ el. trokæ).
daktyler), klanglig rigdom, retorisk udsmykning med kunstfærdigt billedsprog og en bredt ført, veltalende syntaks. Både teoretikerne (Peder Jensen Roskilde, Hans Mikkelsen Ravn, Søren Povelsen Judichær o.a.) og digterne (Anders Arrebo, Anders Bording, Thomas Kingo o.a.) tog ved lære af retorerne
Daktylitis, (gr. daktyl- + -itis), betændelse i en finger el. tå.
Daktylos, se daktyl.
Didaktylisme, (gr. di- + daktyl- + -isme), dobbeltdannelse af fingre el. tæer.
daktyler (−◡◡) samt sidsteleddet kan udskiftes med en såkaldt spondæ (−−). Verset kræver mindst én cæsur (syntaktisk indsnit, i skemaet betegnet ved kommaer). I nyere, accentuerende sprog bliver heksametret til et kvindeligt, trisyllabisk 6-slags-vers med frie bisyllabler (se metrik). Dog
Logaødisk, (gr. logaoidikos, af logos ord, tanke + aoide sang), om versform, som har overgang fra udprægede versefødder til en rytme, der ligger talesproget nær, især fra daktyler til trokæer.
rytmiserede stemmer. Disse dannede faste mønstre med lange og korte varigheder i de seks konstellationer (modi), som kendes fra poesiens versefødder: trokæ, jambe, daktyl osv. En stemmes grundrytme (modus) kunne aflæses af den måde, hvorpå nodetegnene var sammenføjet som ligaturer.