dækvinger
Dækvinger, se insekter.
Dækvinger, se insekter.
dækvinger, oftest membranøse (bløde). Hovedet har bidende munddele (kindbakker). Det forreste brystled er mere eller mindre bevægeligt i forhold til de to bageste brystled, der såvel indbyrdes som normalt i forhold til bagkroppen er ubevægelige. De to bageste brystled bærer
dækvinger med store hvidgule pletter og en rød kant, rødt bryst med få mørke pletter og et sort hoved. Tolvplettet aspargesbille er derimod helt orangerød med tolv sorte pletter på dækvingerne. I Danmark findes de to arter hovedsagelig i øst
dækvinger har en tydelig punktering, særlig udpræget på dækvingerne. Den metalskinnede overside har et grønligt til blåt skær. Antennerne har et tydeligt knæk og ender i veludviklede kamme. I Danmark er blåhjorten hovedsagelig udbredt i den østlige del af landet
dækvinger, som i hvilestillingen beskytter bagvinger og bagkrop. Mere eller mindre vidtgående vingereduktion er foregået talrige gange blandt vingede insekter, bl.a. hos ektoparasitter som lus og lopper. Bagkrop Bagkroppen (abdomen) er i reglen sammensat af 11 led. Voksne proturer har
dækvinger, kraftigst hos rødhovedet og sorthovedet kardinalbille, mens lille kardinalbille ofte er lidt mere rødbrun. Både lille og sorthovedet kardinalbille har sort hoved, hvorimod hovedet hos rødhovedet kardinalbille er rødt. Antennerne er lange og kamformede, mest udpræget hos hannen. Kardinalbiller
dækvinger. Maskebillerne kan derfor forveksles med især kardinalbillerne, som dog mangler de karakteristiske "masker" på dækvingerne. Maskebiller findes overvejende i gammel løvskov med rigelige mængder dødt ved på skovbunden. De voksne maskebiller kan ses, når de opsøger blomster i solskinsvejr
dækvinger og et lidt mørkere bryst og hoved. Undersiden er håret. På hovedet har hannen et stort, krumt horn, mens hunnen kun har en lille stump eller knude. Udbredelsen omfatter Syd- og Mellemeuropa, nordpå til det sydlige Skandinavien og Baltikum
dækvinger, et sort bryst og karakteristiske hvide trekanter på siden af bagkroppen. Antennerne har vifteformede ender, hvilket er særlig udpræget hos hannerne. Man ser især almindelig oldenborre, når den på lune aftener om foråret og i forsommeren sværmer om løvtræer
dækvinger, mens bagvingerne er halvcirkelformede, hindeagtige flyvevinger, der i hvile ligger kompliceret sammenfoldet under dækvingerne. Arternes brug af flyveevnen er meget forskellig, men de fleste flyver sjældent. Ørentviste er hemimetabole, dvs. at de har ufuldstændig forvandling; i det ydre ligner