dødekult
Dødekult, religiøs dyrkelse af afdøde, se forfædrekult.
Dødekult, religiøs dyrkelse af afdøde, se forfædrekult.
Dødekult Osiris, der i døden bliver kilde til liv, er også den centrale skikkelse i den dødekult, som grave og dødelitteratur vidner om. Ligesom i store dele af det øvrige Afrika er det i Egypten fra de afdøde forfædre, at
bl.a. en bymur, et gadenet, et teater og et tempel samt stenbrud med dødekult og de såkaldte santoni: grove klipperelieffer fra 200-tallet f.v.t. med fremstillinger af frugtbarhedsgudinden Kybele og hendes elsker Attis. Læs mere i Den Store Danske Syrakus
dødekulten. Væggene blev rigt dekoreret med et billedprogram, hvis grundprincipper forblev de samme, hvorimod detaljerne og fortolkningen ændrede sig i tidens løb. Fælles for alle er scener, der afbilder årstidernes skiften, idet de havde til formål at involvere gravejeren i
dødekulten sikrede på magisk vis gennemførelsen af disse handlinger, der var så væsentlige for den videre eksistens. I mindre målestok bestilte man mindeplader af sten eller træ (steler) til opsætning i nærheden af traditionelle valfartssteder, frem for alt i Abydos
dødekult. Der var altså også her tale om udveksling af gaver og tjenester, og udvekslingsværdien har været styret af tradition og moralnormer frem for af udbud og efterspørgsel. Markedet Maat foreskrev til gengæld ingen forpligtelse til horisontal solidaritet. Der var
dødekulten og den religiøse ikonografi. Inden for sidstnævnte område har han tolket de mange symbolske billeder, egypterne anvendte for at beskrive deres univers. Erik Hornungs hovedværker Det vigtigste bidrag, Hornung har ydet sit fag, er dog de fremragende udgaver af
dødekulten. Fra forhistorisk tid til pyramidekulturerne i klassisk tid og de postklassiske kulturer spiller gravkulten omkring mumier og overdådigt gravgods en central rolle. Stammekulturerne i Sydamerika var overvejende shamanistiske. I såvel højlandet som lavlandet spiller himmelfænomenerne og dyreriget en central
dødekult. De blev fremvist i procession under særlige ceremonier, men “levede” videre i deres respektive huse, hvor deres familie og tjenerskab tog vare om dem og passede deres jorder og ejendele. Soltemplet var det religiøse centrum i Cuzco. Det lå
profetkaldelser, fx i GT (1.Sam. kap. 3), eller helbredelser modtaget i søvne. Asklepios' tempel i Epidauros er det berømteste i Grækenland. Inkubationsorakler synes ofte at have forbindelse til dødekult og fortsatte i middelalderen ved helgengrave og hellige kilder, fx Helene.