centralkirke
Centralkirke, se centralbygning.
Centralkirke, se centralbygning.
centralkirker gerne er en antydet hovedakse. Centralkirker er som regel bygget med særlige politiske og/eller religiøse forhold for øje, fx som privat- eller mindekirker; eksempler er Karl den Stores hofkapel i Aachen fra ca. 800, Il Tempietto ved kirken San
centralkirken. Tilføjelsen af flere funktioner kan give sig udtryk i form af bygningsafsnit som krypt, forhal (narthex), våbenhus(e), sakristi, side- og tværskib(e), kapel(ler) og tårn(e); dåbskapel (baptisterium) og klokketårn (kampanile) kan også være fritstående bygninger. Den
centralkirke var Filippo Brunelleschis Pazzi-kapel (1443) ved kirken Santa Croce i Firenze. Brunelleschi forenede i sin arkitektur de nyeste videnskabelige iagttagelser vedrørende centralperspektivet med den stedlige byggestil, som endnu var forankret i den lombardisk-romanske tradition; en nyskabelse var
centralkirken stor udbredelse. Fra begyndelsen støttedes flere byggerier af kejser Konstantin og den kejserlige familie, først og fremmest de femskibede basilikaer Peterskirken og San Paolo Fuori le Mura i Rom (begge senere erstattet af nyere bygninger), San Giovanni in Laterano
centralkirker, og ellers er det usædvanlige formsprog noget, hvis lige skal findes i europæiske centralkirker og paladskapeller. Baseret på arkitekturens udformning og under sammenligning med andre mere veldaterede eksempler er det sandsynligt, at kirken skal dateres til årtierne omkring 1225. Almindeligvis
centralkirke og basilikaform. Kirkens ydermure er rigt dekorerede med relieffer, dels vinranker og dyremotiver, dels apostel- og bispeportrætter, Guds Moder, bibelske scener samt et stifterbillede af kong Gagik, en fyrste af Artsruni-slægten. Indvendig er der freskoer med fortrinsvis nytestamentlige
middelalderlige bymur og af flere kirker fra byens storhedstid. Domkirken kombinerer langhus- og centralkirketypen med kuppel, andre små centralkirker har forskellige polygoner, fx seks- og nittenkanter, som grundplaner. Læs mere i Den Store Danske Armeniens historie indtil 1920 armensk kunst
centralkirke opbygget over en rolig, afbalanceret komposition af geometriske former med klimaks i den centrale kuppel. Grundlæggende for arkitektur er desuden proportioneringen. Det gælder for helheden såvel som for delens forhold til helheden. Herudover udformes arkitektur ved hjælp af et
centralkirker med tre apsider, bl.a. i Anı. Kunsthistorikeren Joseph Strzygowski anså i sit banebrydende værk Die Baukunst der Armenier und Europa (1918) de armenske kirker for prototyper for europæiske romanske kirker. Selvom teorien næppe er holdbar, illustrerer den både byggeriets