cantus
Cantus er et latinsk ord for sang.
Cantus er et latinsk ord for sang.
Cantus firmus, (lat. 'fast sang'), almindeligvis forkortet til c.f., er den middelalderlige betegnelse for den på forhånd eksisterende melodi (cantus prius factus), hvorover man komponerede en flerstemmig sats. Cantus firmus var i begyndelsen altid en melodi fra det gregorianske repertoire
Cantus planus, (lat.), sang hvis noder er lige lange; det modsatte af cantus figuralis; det modsatte af cantus mensuratus.
Cantus figuralis, (lat.), sang hvis noder har ulige tidsværdi; det modsatte af cantus planus.
Cantus mensuratus, se cantus figuralis.
Cantus choralis er et latinsk udtryk for enstemmig koralsang.
Cantus fictus er et latinsk ord for transponeret sang.
er en betegnelse for den enstemmige liturgiske koral, der er den ældste bevarede musik i vestkirken. Sangen er opkaldt efter pave Gregor 1. den Store (død 604), som i middelalderen fejlagtigt blev antaget at være ophavsmand til melodistoffet. Melodierne i
cantus firmi. Teksterne var ofte på hver sit sprog (latin og fransk) og kunne have verdsligt indhold, hvorfor motetten gradvis mistede karakteren af kirkemusik. I 1300-tallet udvikledes isorytmikken, der består i stemmernes (især tenors) inddeling i rytmisk ens figurer
cantus firmus-melodien). Overstemmens tekstgrundlag er overvejende sekvenser og især troper. Musikken, der er overleveret i flere manuskripter af aquitansk oprindelse, kan transskriberes til moderne nodeskrift så godt som entydigt med hensyn til tonehøjden, mens der er usikkerhed om, hvilke