canto
Canto, (it., af lat. cantus sang), sang; vise.
Canto, (it., af lat. cantus sang), sang; vise.
canto, (ital. 'smuk sang'), betegnelse for den italienske sangkunst, som den blev udformet i 1600-t. og kulminerede i 1800-t. med operakomponister som Bellini og Donizetti. I centrum stod tonedannelsens perfektion og skønhed og en virtuost bevægelig teknik. Bel
Cantos, et langt episk digt i 117 "cantos" eller sange. Allerede i 1915 havde Pound skrevet de første, hvoraf 16 blev udgivet som A Draft of XVI Cantos i 1925. Forøget løbende kunne den endelige samling The Cantos of Ezra
Canto armonico er et italiensk udtryk for flerstemmig sang.
Canto piano, se cantus planus.
canto-opera (Gioacchino Rossini, Gaetano Donizetti og Vincenzo Bellini), som han har dyrket lige siden studietiden. Han anses for at være sin generations fineste lyriske bel canto-tenor, der ubesværet frembringer stratosfærisk høje toner og virtuose koloraturer. Juan Diego Flórez
canto-tenor med værker af Rossini, Gaetano Donizetti og Vincenzo Bellini på repertoiret. Lawrence Brownlees smidige stemme bevæger sig ubesværet helt op i det højeste stemmeleje, hvor han imponerer publikum verden over med sine ekvilibristiske koloraturer. Men han synger også
canto-sangens tradition fra sin debut i Lyon i 1877 over succesfuld virksomhed ved især Covent Garden i London til sin afsked i 1908 på Metropolitan Opera i New York, hvor han fra 1893 sang i 433 forestillinger. Pol Plançons
canto) og de følelsesmæssige udtryk (affekterne). Den vigtigste formtype, da capo-arien, der er kendetegnet ved en tredelt opbygning (ABA), blev efterhånden overført til andre genrer: oratorium (Georg Friedrich Händel), verdslig kantate (Benedetto Marcello), kirkelig kantate (Johann Sebastian Bach) o.a
Canti carnascialeschi, (it., af canto sang + carnasciale karneval), karnevalssange.