bymark
Bymark er de arealer i form af agerjord og eng, der i dyrkningsfællesskabets landbrug hørte til den enkelte landsby eller til et ejerlav. Overdrev og skov blev ikke regnet med til bymarken. Retten til at disponere over bymarkens resurser var
Bymark er de arealer i form af agerjord og eng, der i dyrkningsfællesskabets landbrug hørte til den enkelte landsby eller til et ejerlav. Overdrev og skov blev ikke regnet med til bymarken. Retten til at disponere over bymarkens resurser var
bymarken angives som fx et helt eller et halvt bol (evt. kunne en gård have en fjerdedel i to forskellige bol). Inden for en landsby fordeltes jordtilliggendet efter boltallet, og ydermere kunne bolene fremtræde ved, at agrene i et agerskifte
bymarken eller ejerlavet, og omfattede såvel agerjord som enge, græsningsarealer/overdrev, moser til tørveskær, skove. Den enkelte gård havde en kvotemæssig andel af landsbyens resurser. I Christian 5.s Matrikel fra 1688 dokumenteres alle gårdes ressourcer, særligt agerjorden, som omhyggeligt
bymarken afgrænset af landskabets naturlige skel, hvilket igen bestemte antallet af gårde. Med en gennemsnitsstørrelse på ti gårde på landsplan varierede landsbystørrelsen fra tre gårde til undtagelsesvis over 40. Ved siden af gårde af familielandbrugsstørrelse fandtes i den tidlige middelalder
bymarkens resurser på i et dyrkningsfællesskab. Efter ca. 1800 er dyrkningssystemerne knyttet til de enkelte udskiftede gårde. Grundlæggende principper Der fandtes tilsvarende dyrkningssystemer i det øvrige Europa nord for Alperne inklusive De Britiske Øer i de områder, der havde dyrkningsfællesskab
Øst-, Syd- og Midtjylland samt i de østlige dele af Slesvig og Holsten: Derimod var det meget uregelmæssigt på hedesletterne i Vestjylland, hvor der ofte slet ikke var nogen fast inddeling af bymarken. Læs mere i Den Store Danske dyrkningssystemer
bymarken eller forten til nogle får og en ko. Husmændene ernærede sig ved arbejde på gårdene, i mindre grad på godserne og ved håndværk, hvorfor gruppen socialt frembød store forskelligheder. Højest stod smeden, længere nede kom fx vævere, mens de
bymarker, og endnu i begyndelsen af 1900-t. spillede landbruget en stor rolle for byens økonomi. Også vognmandserhvervet har haft stor betydning. Endelig har byen haft mange administrative funktioner; således havde de sydvestsjællandske lensmænd og amtmænd bopæl i Slagelse 1580-1798, og
bymarker, hvoraf en del tilhørte kronen. Frem til udskiftningen i 1784 dyrkedes jorden af gårde fra byen. Egnen var præget af den svenske besættelse 1658-60, men i 1700-t. opnåede byen nogen grad af velstand, bl.a. gennem brændevinsbrænding. Byen
bymarkens to vange skiftevis dyrket og lå udyrket hen til hvile. Denne praksis reducerede fleksibiliteten, idet kun én kornsort kunne være den dominerede, typisk rug, mens andre kornsorter måtte dyrkes på anden vis, f.eks. i indhegnede dyrkningshaver. Tovangsbrug var udbredt