brandgrav
Brandgrav, fællesbetegnelse for begravelsesformer af forskellig udformning, hvor den afdøde er brændt før gravlæggelsen. I Danmark kendt fra yngre stenalder frem til og med vikingetiden. Se også tuegrav og urnegrav.
Brandgrav, fællesbetegnelse for begravelsesformer af forskellig udformning, hvor den afdøde er brændt før gravlæggelsen. I Danmark kendt fra yngre stenalder frem til og med vikingetiden. Se også tuegrav og urnegrav.
(Trap Danmark)
brandgrave er fra jægerstenalderen, og også i stenalderens sidste periode, "dolktid", forekommer der et mindre antal. Fra slutningen af ældre bronzealder (periode III) bliver brandgravskikken udbredt, og i den yngre bronzealder er den enerådende. Brandgrave kendes endvidere fra hele jern
brandgrave, mens der også var jordfæstegrave hvor de døde kunne være placeret både i rygliggende og sammenkrøbet stilling. Jordfæstegravene dateres hovedsageligt til perioden mellem midten af 1. til slutningen af 3. århundrede e.v.t., mens brandgravene dækker hele perioden fra ca
brandgrave, ofte på store områder under flad mark. Urnemarkskulturen findes især i Syd- og Mellemtyskland, men også længere mod nord er der nu kun brandgrave. I urnemarkskulturen foregik en omfattende produktion af bronzegenstande, af hvilke en betydelig del utvivlsomt blev
brandgrave, og som urner brugtes bl.a. kanopeurner, dvs. urner med låg, der er formet som et stiliseret hoved, og evt. også med arme på selve urnen; desuden anvendtes askekister med reliefdekoration, som dateres fra arkaisk til hellenistisk tid. I Chiusi
brandgrave, og bondehuse af samme størrelse lå omgivet af indhegninger, altså de første organiserede landsbyer. Med tiden ændrede bebyggelsen struktur, gårdene tog til i størrelse, og hen imod Kristi fødsel er der tegn på en stigende social opdeling. Tættest på
brandgrave under flad mark. Vikingetiden (800-1050) kendetegnes af en stabil udvikling med velhavende bondesamfund og vidtstrakte handelsforbindelser. Finlands yngste forhistoriske periode, korstogstiden, ophører i Vestfinland 1150, i Karelen i 1300. Læs mere i Den Store Danske Læs videre om
brandgrave fra 500-t. e.Kr. med kongelige regalia. Østhøjen rummede en 12-årig dreng og en kvinde; drengens udstyr omfattede bl.a. en krigerhjelm, et gulddekoreret enægget sværd og et bronzespejl. Vesthøjen indeholdt en mand og en kvinde; mandens udstyr omfattede
brandgrave under flad mark eller under lave høje. Jordfæstegraven med ubrændt lig blev på ny introduceret i Danmark efter begyndelsen af vor tidsregning, og siden da optrådte brændt og ubrændt begravelse side om side indtil begyndelsen af den kristne tid
brandgrave og en geometrisk dekoreret keramik introduceres i den sene mykenske periode og fortsætter ned i geometrisk tid. Vægmaleri, seglindgravering og skrift forsvinder dog nu og dukker først op igen flere århundreder senere. En række bopladser viser kontinuitet fra det