biord
Biord, dansk grammatisk betegnelse for adverbium.
Biord, dansk grammatisk betegnelse for adverbium.
Adv., adverbium, biord.
biord, ordklasse med indbyrdes forskellige medlemmer: nu, heldigvis, temmelig, sidelæns er alle adverbier. Ordklassen defineres lettest negativt: I den grammatiske tankegang, hvor substantiver er det mest centrale, som verber og adjektiver lægger sig til, kommer adverbier i 3. position, bl.a
biord). Læs videre om bøjningsforhold i dansk. Syntaks Sætninger opbygges på to forskellige måder. Den ene er typisk for den selvstændige helsætning (hovedsætning), den anden for den uselvstændige ledsætning (bisætning). Hver struktur defineres ved et vist antal mulige led i
biord), fx altid, her, ikke. De øvrige ordklasser kan bøjes. Klassen af ubøjelige ord kaldes undertiden partikler. Deklination og konjugation Der er to kategorier af bøjning i dansk: deklination og konjugation. Deklination omfatter køn, tal, kasus (fald), bestemthed og komparation
biord adverbium adverb nu forholdsord præposition preposition fra kendeord artikel article en lydord onomatopoietikon onomatopoiea bang navneord substantiv noun hest stedord pronomen pronoun hun talord numerale numeral fire tillægsord adjektiv adjective grøn udråbsord interjektion interjection aha udsagnsord verbum verb køre
(Danmarks Oldtid)
biordene, tillægsordene og forholdsordene manglede – kun navneordene havde fået deres skrevne form. Også småskulpturer blev fremstillet i bronzestøberens og guldsmedens værksteder. Stadig var det hesten, som var det foretrukne motiv. Men den var ved at forvandle sig til et mærkeligt
(Dansk litteraturs historie)
biord: „Børn fik de jo ikke“. Et dominerende stiltræk er den dækkede direkte tale. Fortælleren overtager udtryksmåden fra den person, som beskrives. Ved et selskab hos præsten forsøger en blegnæset student at konversere en mopset møllerdatter om samtidslitteraturen, som hun
(Dansk litteraturs historie)
biord“ eller „navnord“, om end det sidste hos Syv dækker over både substantiver og adjektiver. Syvs udtryk for pronominer er „For-Navn-Ord“, et begreb, der kan ses som et fuldgyldigt oversættelseslån fra latin. Interessant er det også, at han
(Dansk litteraturs historie)
biord i 2. strofe, eller den tilsvarende leg med grammatiske kategorier i strofe 3: „Hvoraf, hvor stor“. Grænsen mellem det rørende og absurd-humoristiske er hårfin, og digtets kvalitet beror netop på denne balance, der dog skrider i den entydigt