bindeord
Bindeord, dansk grammatisk betegnelse for konjunktion.
Bindeord, dansk grammatisk betegnelse for konjunktion.
bindeord, er den grammatiske betegnelse for den ordklasse, der forbinder ord, led eller sætninger. Ud fra det syntaktiske forhold mellem de forbundne enheder skelnes der mellem to hovedtyper af konjunktioner: sideordnende, fx og og eller, og underordnende, fx fordi og
bindeord), fx og, men, at, som, og interjektioner (udråbsord), fx hej, uha, ubøjelige. Det samme gælder de fleste adverbier (biord), fx altid, her, ikke. De øvrige ordklasser kan bøjes. Klassen af ubøjelige ord kaldes undertiden partikler. Deklination og konjugation Der
bindeord) eller spørgeord som hvorfor, hvad osv., fx hvad de mon havde troet. I centralfeltet er rækkefølgen subjekt — adverbium — finit verbum. Konjunktionerne at og som kan udelades, så forbinderfeltet bliver tomt: man mente, (at) vi ikke havde sendt brevet / det
bindeord konjunktion conjunction og biord adverbium adverb nu forholdsord præposition preposition fra kendeord artikel article en lydord onomatopoietikon onomatopoiea bang navneord substantiv noun hest stedord pronomen pronoun hun talord numerale numeral fire tillægsord adjektiv adjective grøn udråbsord interjektion interjection aha
(Dansk litteraturs historie)
bindeordet „og“ gør, at man føler sig hensat til et barnligt-naivt univers. I sin satire anvender Scherfig underdrivelsen og idylliseringen med viden om, at „less is more“. Der er klare overensstemmelser mellem Scherfigs og Kirks stilholdning, og de to
(Dansk litteraturs historie)
bindeord som idet, på grund af, endskønt, hvorigennem. Hans ideal blev den nøgne førromantiske fortælleform, som han illustrerede med sætningen: „Der var en Gang en Mand, der hed Søren“. Med Oehlenschläger var der gået „Svamp i Sproget“, mente han. Kritikere