basso continuo
Basso continuo, (ital. 'fortløbende, ubrudt bas'), den italienske betegnelse for generalbas.
Basso continuo, (ital. 'fortløbende, ubrudt bas'), den italienske betegnelse for generalbas.
basso continuo eller som triosonate for to instrumenter og continuo (Arcangelo Corelli), concerto grosso (Corelli, Händel) og solokoncert (Tomaso Albinoni, Vivaldi). Disse genrer fik alle den første opblomstring i baroktiden. Desuden steg interessen for at udforske instrumenternes spilletekniske og klanglige
basso continuo), dvs. en basstemme, der udføres af både et dybt melodiinstrument (fx cello) og et akkordinstrument (lut, cembalo, orgel); se i øvrigt barok (musik). Historiens første opera, Jacopo Peris Dafne (Firenze 1597), blev fulgt af hans Euridice (sammesteds 1600). Det
basso continuo (J.H. Schein; se gejstlig koncert). I en bestemt type præsenteres melodien i en række kontrasterende variationer svarende til koralens strofer; denne form var forløber for den senere koralkantate, som bl.a. J.S. Bach dyrkede. Koralbearbejdelser for orgel blev udviklet
Continuo, (ital. 'fortsat'), egl. basso continuo, se generalbas.
Adam Krieger, 1634-1666, tysk komponist, hoforganist i Dresden. Adam Krieger skrev selv adskillige af teksterne til sine arier, hvis sangstemmer kun ledsages af basso continuo, mens de adskillende ritorneller er komponeret for strygere.
B.c., almindeligt anvendt fork. f. basso continuo, se generalbas.
basso continuo betegnes tilsammen som concertinoet eller principalet. Der findes to forskellige typer af concerto grosso beregnet for henholdsvis kirken (da chiesa) og kammeret (da camera). Kirkekoncerten forløber normalt, men langtfra altid i fire satser i rækkefølgen langsom—hurtig—langsom
basso continuo, musikalsk notationssystem og akkompagnementspraksis, der indgår centralt i hovedparten af barokmusikkens genrer og kompositionsteknikker. Selve princippet opstod i Italien omkring 1600 i direkte tilknytning til monodien. Det består af en noteret fortløbende basstemme, der er forsynet med tal
senere skrev han sammen med Giulio Caccini, atter i samarbejde med Rinuccini, operaen Euridice, hvori han selv optrådte i rollen som Orfeus. Jacopo Peri tilstræbte en deklamatorisk sangstil, der var en blanding af tale og sang understøttet af basso continuo.