bête
Bête, (fr., af lat. bestia dyr), dyr; bæst; dumt menneske; bet.
Bête, (fr., af lat. bestia dyr), dyr; bæst; dumt menneske; bet.
Bête humaine, 1890 (på dansk Menneskedyret 1890), en kriminalhistorie med mord og dyriske drifter: 99.000. Ca. hundrede år senere havde tallene ikke ændret sig meget. Igen for oplag i Frankrig alene så de ud som følger, og de store titler
Betise, (fr. bêtise, af bête dyr, fæ), dumhed.
bête meure (1969, Dyret skal dø), Le Boucher (1970, Slagteren) og Juste avant la nuit (1971, Lige før natten). Et sent højdepunkt er den nihilistiske La Cérémonie (1995, Ceremonien). Efterhånden havde Chabrol ellers fundet sig mageligt til rette i den
bête (1946, Skønheden og Udyret) og den moderne Orfeus-myte Orphée (1950, Kærlighedens mysterium), komikeren Jacques Tati med modernitetssatiren Mon Oncle (1957, Min onkel) og Robert Bresson med den asketiske Journal d'un curé de campagne (1951, En landsbypræsts dagbog
bête humaine" — bliver begærligheden efter guld til mani. Erich von Stroheim filmatiserede romanen som Greed i 1923. The Octopus: A Story of California (1901, da. 1918) indledte skildringen af en anden slags guld, hveden. Den omhandler hvedefarmeres konflikt med jernbanen
Bête humaine (1938, Menneskedyret), Duviviers La belle équipe (1936, Vi holder sammen) og Carnés Le Jour se lève (1939, — og ved Daggry). Den tyske besættelse af Frankrig under 2. Verdenskrig drev mange af fransk films bærende kræfter i landflygtighed, bl.a
bête (1945, Skønheden og udyret). Litteratur Aschengreen, Erik (1986). Jean Cocteau and the dance. Gyldendal. Caizergues, Pierre (éd.) (2000). Jean Cocteau et le théâtre. Université Paul-Valéry. Tsakiridou, Cornelia A. (1997). Reviewing Orpheus: essays on the cinéma and art of
Bête humaine (1938, Menneskedyret) efter en roman af Émile Zola. Under den tyske besættelse af Frankrig under 2. Verdenskrig flygtede han til Hollywood. I 1950'erne genvandt han sin stjernestatus i fransk film, nu oftest i rollen som moden levemand
roller var i Cocteaus La belle et la bête (1946, Skønheden og Udyret) og Orphée (1949, Skønhedens mysterium). Siden 1970'erne har Jean Marais hovedsagelig optrådt på teatret; 1995 havde han en lille rolle i Claude Lelouchs film Les Misérables.