approksimativ
Approksimativ, (af lat. approximativus), tilnærmelsesvis.
Approksimativ, (af lat. approximativus), tilnærmelsesvis.
approksimative analyse er bekræftet af senere kvantemekanisk baserede styrketeorier. Forståelsen af skørbrud som brud på atomare bindinger er, især igennem 1980'erne og 1990'erne, blevet bekræftet af det bemærkelsesværdige fænomen frakto-emission, dvs. udsendelsen af elektromagnetisk stråling og partikler
approksimative atomfysiske beregninger, som Fermi anvendte på en række forskellige problemer. I 1933 kom Fermis berømte teori for betahenfald, hvori han løste et mangeårigt problem i kernefysikken ved at postulere en ny, fundamental kraft, den såkaldte svage vekselvirkning. Teorien byggede
approksimativ løsning af Schrödingerligningen og viste, at Bohrs kvantebetingelser gælder i første tilnærmelse i den nye kvantemekanik. Han bidrog herefter med vigtige teoretiske arbejder om magnetisme, statistisk mekanik og kvanteelektrodynamik. Kramers blev professor ved universitetet i Utrecht i 1926 og
lille interval, er approksimativt lig med længden af intervallet ganget med tæthedsfunktionens værdi i et punkt af intervallet. Heraf følger, at den tilsvarende sandsynlighed for et vilkårligt interval kan udregnes som integralet af tæthedsfunktionen over dette interval. Se også fordelingsfunktion.