apoteose
for apoteose efter sin død, og siden blev det i Rom fast tradition ved kejserens død, at hans "genius" blev dyrket. Ved Augustus' ligbrænding i 14 e.Kr. fløj en ørn op, og siden blev kejsernes og kejserindernes apoteose ofte billed
for apoteose efter sin død, og siden blev det i Rom fast tradition ved kejserens død, at hans "genius" blev dyrket. Ved Augustus' ligbrænding i 14 e.Kr. fløj en ørn op, og siden blev kejsernes og kejserindernes apoteose ofte billed
Eksapoteose, (af gr., eks- + apoteose), berøvelse af guddommelig rang; det modsatte af apoteose.
i 1793 på Salonen i Paris og vakte vældig opsigt. I 1801 fik han af Napoleon bestilling på De franske heltes apoteose til Malmaison-slottet, et Ossian-inspireret værk i romantisk stil, der fulgtes af andre opgaver inden for historiemaleriet.
Apoteosere, (se apoteose), optage blandt guderne; forherlige.
apoteose, af skjalden og hans kunst. Eller Brage kan ses som en legemliggørelse af Odins poetiske evne. Brage optræder enkelte steder som talsmand for Odin. Inspireret af Bragaræður, Brages samtaler i Snorres Edda, brugte Grundtvig Bragesnak som titel på en
apoteose kort før symfoniens slutning. På samme tid arbejdede Carl Nielsen videre med de enklere former (Salmer og aandelige Sange) og skrev klaverværkerne Chaconne og Tema med Variationer. Fra de følgende år stammer scenemusikken til Oehlenschlägers skuespil Aladdin og til
lærebog i kunsten at tegne følelser, Méthode pour apprendre à dessiner les passions, udkom posthumt i 1698. Charles Le Brun malede talrige altertavler og portrætter og udførte det store loftsmaleri i Spejlsalen i Versailles, Ludvig 14.s apoteose (1679-84).
apoteoser over menneskelivets og menneskehedens betingelser og lidelser fremstillet som nøgne infiltrerede menneskekroppe, der suges indad og opad i ufattelig smerte og lidelse. De store videnskabelige discipliner, filosofi, medicin og jura tildeles ikke nogen smertelindrende rolle i det store kosmiske
apoteose (ca. 1617, Statens Museum for Kunst), vidner om indflydelse fra manierismens formsprog og kolorit og fra kunstnere som Abraham Janssens, Caravaggio og Rubens. Inspirationen fra Rubens spillede en betydelig rolle for Jordaens gennem hele hans virksomhed, der omfattede den
apoteose (1827, Louvre). Blandt portrætterne fra denne periode er Louis-François Bertin (1832, Louvre). Men ofte høstede han hård kritik, og i 1834 var modtagelsen af hans repræsentation på Salonen så lunken, at han søgte stillingen som direktør ved det