apolitisk
Apolitisk, (gr. a- + politisk), ikkepolitisk; uden stillingtagen til politik.
Apolitisk, (gr. a- + politisk), ikkepolitisk; uden stillingtagen til politik.
i den forbindelse en række politiske sange i en righoldig poetisk stil. I 1980'erne og 1990'erne, hvor hun regnedes blandt de betydeligste jazzvokalister, vendte hun tilbage til den varme, blide og apolitiske stil, som karakteriserede hendes tidlige indspilninger.
apolitiske romerske ridderstand skabte Augustus en række nye administrative poster: præfekter fx for byen Rom, for kornforsyning, brandvæsen og for visse særligt udvalgte provinser som fx Egypten. Sin egen magt baserede Augustus på overtagelse af større eller mindre dele af
apolitisk, men det var dog gennem metafysikken, at den fine lyriker og kritiker Judith Wright (1915-2000) fandt frem til et engagement i så vigtige politiske spørgsmål som miljøet og aboriginernes rettigheder. Aboriginerne blev stadig synligere i den hvide australske
apolitisk organisation. På betingelse af at fundamentet blev en politisering af unge, sagde Hal Koch ja tak til opgaven. Efter krigens afslutning i 1945 måtte Dansk Ungdomssamvirke revurdere sit arbejde: Det antifascistiske samarbejde var ikke længere tilstrækkeligt grundlag at fortsætte
apolitiske og råder til beskedenhed, mådehold og udholdenhed. Dette er kejsertidens dyder. For eksempel er det tredje råd i første bog: "Hold det for at være den fornemmeste dyd at spæge sin tunge. / Thi han er en gud nærmest, der
apolitisk virkelighedsflugt under 1930'ernes tyske krise. En ekstrem eksponent for tidens spaltning var hans faste sangtekstforfatter Robert David Winterfeld (1899-1978), der under pseudonymet Robert Gilbert forsynede Charell med sværmerier for de gode gamle dage og habsburgmonarkiet, og samtidig
apolitisk, ikke skulle indtage. Kronprinsen blev første gang valgt som dansk medlem af IOC i 2009, og i september 2017 blev han genvalgt til sin anden periode. I 2021 udtrådte han af IOC i 2021. Som IOC-medlem arbejde kronprins
apolitiske i modsætning til de store som Alphonse de Lamartine og Victor Hugo. De så sig som forkæmpere for kunsten i sig selv, ikke mindst poesien. I forordet til Rhapsodies (1831) plæderer Borel for uafhængighed og frihed, men i digterisk
apolitisk underholder, men han gik ikke af vejen for de samfundskritiske tekster, der blev lagt ham i munden i kabaretterne. Også operetter og revyer fandt anvendelse for hans massive korpus og fysiske adrethed. Allerede i 1920 havde han debuteret på