antiflogistisk
Antiflogistisk, (af gr. anti- + flogistik), som benægter flogistonteoriens rigtighed.
Antiflogistisk, (af gr. anti- + flogistik), som benægter flogistonteoriens rigtighed.
antiflogistiske teori har dermed opnået en særstilling i kemiens historie. En generel accept af teorien ses dog først omkring 1800. Det tidligste klart antiflogistiske værk, der blev udgivet i Danmark, var A.W. Hauchs Begyndelsesgrunde til Naturlæren I-II (1794). Se
antiflogistiske kemi. Han deltog aktivt i udarbejdelsen af den nye kemiske nomenklatur (1787), grundlæggelsen af det antiflogistiske tidsskrift Annales de chimie (1789) og udformningen af metersystemet. Fourcroy opdagede i 1789 den væsentlige rolle, som grundstoffet nitrogen spiller i de levende
antiflogistiske opfattelse. De kemiske grundlove (1770-1809) I årene under og umiddelbart efter den kemiske revolution blev en række lovmæssigheder, de kemiske grundlove, opstillet. Ingen af dem gælder eksakt, men de har alle deres anvendelsesområde, og deres opstilling har spillet
levede størstedelen af sit liv i Uppsala. I 1794 blev han ansat ved universitetet der og begyndte sin lærer- og forskervirksomhed i overensstemmelse med den nye antiflogistiske kemi; bl.a. skal hans bestræbelse for at skabe et nyt kemisk sprog nævnes.
antiflogistiske kemi var den gulgrønne gas et oxid af et endnu ukendt grundstof. Først i 1810 fastslog H. Davy, at gassen var et grundstof og gav den navnet klor. I 1779 viste Scheele, at grafit er kulstof, ved at opvarme
antiflogistiske kemi, der ikke kunne redegøre tilfredsstillende for elektrokemiske fænomener og syre-base-neutralisation. Samtidig fandt Ørsted, at Winterls idé om to polære, immaterielle principper for syrer og baser, som kunne tilbageføres til hhv. negativ og positiv elektricitet, understøttede den
antiflogistiske kemi i Danmark, inspireret af A.L. de Lavoisier. Ved læsning af Baruch Spinoza og under inspiration fra F.W.J. Schelling blev han en lidenskabelig tilhænger af den romantiske naturfilosofi, som fandt en dynamisk enhed bag naturens mangfoldighed ("natur som synlig
antiflogistiske kemi. Han foretog meget omhyggelige kvantitative undersøgelser af de stoffer, han arbejdede med, og han anses derfor for en grundlægger af den analytiske kemi. I 1799 påviste han, at potaske, som hidtil kun var kendt fra planternes verden, også
kemikere omkring A.L. Lavoisier, som han kaldte for antiflogistiske. Med An Essay on the Analysis of Mineral Waters (1799), der må kaldes hans hovedværk, fulgte han T. Bergmans arbejde op med en af de første samlede fremstillinger af analytisk kemi.