anima-animus
(Symbolleksikon)
Anima-animus, lat. “sjæl”, i C.G. Jungs terminologi betegnelse for hhv. de ubevidste billeder (arketyper) af det kvindelige hos manden og det mandlige hos kvinden.
(Symbolleksikon)
Anima-animus, lat. “sjæl”, i C.G. Jungs terminologi betegnelse for hhv. de ubevidste billeder (arketyper) af det kvindelige hos manden og det mandlige hos kvinden.
(Symbolleksikon)
religiøst tonet synd og skam. Pressen svælgede i den delikate sag, men efterhånden nærmest med medfølelse med den underlige skabning, der var så blandet som ved verdens begyndelse. Se også hermafrodit, anima-animus, mand og kvinde, Narcissus, modsætninger og chakra.
(Symbolleksikon)
hos Jung), i religionsfænomenologi (bl.a. Mircea Eliade) og i litterær analyse. Blandt arketyperne er persona, anima-animus, skyggen, selvet, den store moder, hekse, engle, slanger. Udtrykket “arketypisk” kan også bruges bredere om “det grundlæggende typiske”. Se også mandala og Efterskrift.
(Symbolleksikon)
samarbejdspartnere på den farlige færd i fx skoven, bl.a. i Grimms “Hans og Grethe”. Dybdepsykologisk symboliserer søskenderivalitet eller -hjælp hhv. konflikter i jeg-udviklingen eller en uproblematisk hel jeg-dannelse. Tilsvarende kan bror-søster-tekster belyse aspekter af anima-animus.