anatom
Anatom betyder 'en, der dyrker anatomi'.
Anatom betyder 'en, der dyrker anatomi'.
anatomen William Harvey i 1628 sin afhandling om blodets kredsløb; han brød fuldstændigt med Galenos' lære om legemsvæskernes dannelse og bevægelser og skabte et afgørende vendepunkt for fysiologiens udvikling. Anatomiens udvikling var selvsagt knyttet til dissektioner af menneskelegemet; sådanne udførtes
anatom og læge Andreas Vesalius. Han studerede i Paris og derefter i Padova. Hans undersøgelser af menneskekroppens opbygning gjorde op med overleverede opfattelser, der var baseret på Galenos' anatomiske studier af dyr, som ukritisk var opfattet som gældende også for
anatomen Franciscus Sylvius på universitetet i Leiden beskrev han i 1662 de andre spytkirtler, tårekirtlen, tårekanalen og deres funktion og skelnede dem fra lymfeknuder. Som den første fremhævede han i 1663, at hjertet kun består af muskelfibre og ikke er
anatom og botaniker; professor i medicin i Rostock 1634-39 og i anatomi, kirurgi og botanik i København 1639-48. I Rostock udarbejdede han flere større arbejder, bl.a. sit første større botaniske skrift, Quadripartitum de simplicium medicamentorum facultatibus (1639), der
anatom Thomas Willis smagte i 1674 på urin fra personer med diabetes og bemærkede, at det ikke smagte salt men sødt. Kemi og mikroskopi holder sit indtog I 1590 udviklede de hollandske brilleslibere Hans og Zacharias Jansen de første mikroskoper
anatom og antropolog. Hans hovedinteresse var kraniets og hjernens anatomi, hvilket førte ham til en indgående og fældende kritik af frenologien. Retzius blev internationalt kendt ved at introducere begrebet kraniets breddeindeks, som angiver kraniebredden i procent af -længden, og indførte
anatom, professor i Jena og Heidelberg. Gegenbaur viste, at ægget hos alle hvirveldyr, uanset størrelse og blommemasse, består af en enkelt celle. Påvirket af Darwins evolutionsteori søgte han gennem sammenlignende studier over nerve-, muskel- og fordøjelsessystemet og især skeletbygningen hos
anatom og botaniker. Studerede fra 1577-78 ved universitetet i Padova, Italien. Det meste af sin karriere var han tilknyttet Basels universitet som professor i hhv. græsk (1582), anatomi, botanik (1588) og medicin (1614). Hans mest kendte værker er Phytopinax
og anatom, fra 1548 professor ved universitetet i Padova. Han beskrev bl.a. æggelederen (tuba Fallopii), æggestokkens gule legemer, ørets indre opbygning og knoglernes udvikling. Han var elev af anatomen Vesalius; i sit værk Observationes anatomicae (1561) nuancerede han dennes iagttagelser.