amens
Amens, (lat. a- + mens sind), vanvid; bevidsthedsplumring, som er præget af rådvildhed og rastløshed.
Amens, (lat. a- + mens sind), vanvid; bevidsthedsplumring, som er præget af rådvildhed og rastløshed.
Amen, (hebr. 'sandt, det skal ske'), i GT et kor-svar på en bøn eller bekendelse. I NT optræder amen som fremmedord på samme måde, men derudover, foranstillet, i Jesus-ord med fremhævende betydning, dansk 'sandelig', i Joh. endda fordoblet
Omnis amans amens, (lat.), enhver elsker er afsindig, dvs. forelskelse og dårskab følges ad.
saeculorum. Amen. ('Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og i al evighed. Amen.'), blev meget tidligt i liturgisk sammenhæng føjet til salmerne i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente som et afslutningsvers.
er en oldkirkelig gudstjenesteskik, hvor menigheden udtrykker samtykke eller jubel ved sammen at råbe Amen, Halleluja eller Hosannah. Læs mere i Den Store Danske acclamatio oldkirken
Amen." Bønnen Ave Maria er i århundredernes løb blevet tolket musikalsk på talløse måder fra den enstemmige gregorianske sang til flerstemmige udsættelser inden for forskellige stilretninger. Særligt kendt er den franske komponist Charles Gounods version med undertitlen Méditation, skrevet over
fællesskab være med os alle! Amen". Den apostolske velsignelse forbindes i den romerskkatolske kirke især med pavens velsignelse ved messens afslutning, men også andre biskopper end paven kan bruge den. Læs mere i Den Store Danske paulinske breve Apostlenes Gerninger
os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen. Læs mere i Den Store Danske bøn
Amen 1-3 (1923-1933), og ikke en udtømmende og fyldstgørende arkæologisk rapport. Værket er oversat til alverdens sprog heriblandt dansk: Tut-Ankh-Amons Grav 1-3 (1932-1934). Carters udførlige optegnelser, feltdagbøger m.m., der omhandler gravfundet, er for størstedelens
Amen, 1968, Récitatif, 1970) kredser om bevægelser i tiden, mens bevægelser i rummet dominerer i prosateksterne i Ruines de Paris (1977). L'Herbe des talus (1984) bygger på erindringsstof, som senere udvikles i Aller aux mirabelles (1991). Spredt i prosasamlingerne