altædende dyr
Altædende dyr er dyr, der lever af både planteføde og dyrisk føde. Altædende dyr er fx rotter og krager; men også mennesket. Læs mere i Den Store Danske fødenet
Altædende dyr er dyr, der lever af både planteføde og dyrisk føde. Altædende dyr er fx rotter og krager; men også mennesket. Læs mere i Den Store Danske fødenet
Omnivor er altædende dyr. Læs mere i Den Store Danske carnivor ernæringsmåder fødenet herbivor økologi
Dyr indtager nemlig ofte en blandet kost, og sammensætningen kan skifte med årstid og levested. Hvis dyr æder både plante- og dyremateriale, dvs. føde fra mindst to tropiske niveauer, kaldes de “altædende” (omnivore), fx ørentvist, grævling og mennesket. Mange rovdyr
dyr af svinefamilien, en gruppe af enkeltmavede og altædende, parrettåede hovdyr. Betegnelsen gælder generelt om arten, men bruges mere specifikt om voksne dyr, orne og so, mens unge dyr kaldes grise. Denne artikel omhandler tamsvinet, mens de øvrige arter omtales
altædende og anses for en effektiv jæger. Den kan tage dyr op til antilopestørrelse og kan af og til jage i mindre flokke. Guldsjakaler lever parvis og forsvarer et mindre territorium, men de kan også ses i større flokke, fx
dyr vokser ud over skalmundingen, hvorved de farlige boligskift under væksten undgås. Søanemonerne kan tjene til forsvar, og en tropisk art, Cancellus arrosor, overfører sin søanemone til sit nye hus ved skalskifte. Fordelen for samleverne er ekstra næringstilskud, når krebsen fouragerer. Eremitkrebs er altædende
dyrene en sammentrykt legemsform. De har forskellige slags ben (sml. navnet): Forrest to par gribeben, derpå to par ligeledes fremadrettede ben, der medvirker ved næringoptagelsen, og bagest tre par ben til at kravle med. De trådformede gæller sidder ved grunden af kropbenene på disses inderside; her er også de plader
altædende levevis, hvilket bl.a. ses på kropsformen, som er mere plump end hos den øvrige mårfamilie. Benene er korte og stærke og med veludviklede kløer, især på forbenene. Den knusende (bageste) del af tandsættet er forholdsvis stærkt udviklet på bekostning af den skærende og sønderrivende (forreste) del. Grævlinger har duftkirtler
altædende bortset fra øreræven, der har specialiseret sig i æde insekter, især termitter. Mange, ikke mindst rævene i slægten Vulpes, fanger smågnavere vha. et karakteristisk spring. De springer lige op i luften og dykker ned på byttet med forpoterne forrest. Springet er sandsynligvis udviklet som modtræk mod mange smågnaveres lodrette
dyr med lang busket hale, lille afrundet hoved og store ører og øjne. Pelsen er uldet med lys underside og mørk overside varierende fra grå til brun. Den gaffelstribede dværgmaki (Phaner furcifer) har en markant sort rygstribe, der fra issen forgrener sig mod øjnene. Dværglemurerne er nataktive og tilbringer stort