akkompagnere
Akkompagnere, (af fr. accompagner ledsage, af à til + compagne kammerat, ledsagerske), inden for musik ledsage en solo med et el. flere instrumenter el. et kor.
Akkompagnere, (af fr. accompagner ledsage, af à til + compagne kammerat, ledsagerske), inden for musik ledsage en solo med et el. flere instrumenter el. et kor.
Kompe, (kortform af akkompagnere, efter eng. comp), især i jazz akkompagnere.
akkompagneret af håndklap eller changgo, mens kasa akkompagneres af changgo og taegum; ofte forekommer nu også andre instrumenter. Folkelige musikere udviklede musikdramaet p'ansori, som kan føres tilbage til i hvert fald midten af 1700-t. Dramaet består af episke
akkompagneres af harmonium, trommer og håndklap; rytmen er som regel 4/4 med et karakteristisk swing, og forsangeren synger skiftevis med en følgesanger og responsorialt med musikerne i en stil, der bl.a. er karakteriseret ved improvisationer med hurtige koloraturer. Repertoiret er
akkompagnerede den spirende politiske talekunst i stænderforsamlingerne og Rigsdagen. Inden for prædikenen må fremhæves J. P. Mynsters"romantiske" actiolære (1810). På det tredje gebet, oplæsningen og dens plads i undervisningen, virkede skuespilleren Peter Jerndorff ved sine foredrag og skrifter (1897, 1911). I
akkompagneret af et af landets mange forskellige lutinstrumenter, findes overalt. Instrumentalmusik bruges især som ledsagelse til dans. Nord- og vestpå, blandt de etniske grupper med forbindelse til Centralasien og Iran, er flere ældre musikalske traditioner bevaret. I tehusene synger mændene
og companium 'brødfællesskab'), ledsagelse, som et (akkord)instrument eller et orkester giver en solist. I et orkesterværk er de stemmer akkompagnerende, som danner den musikalske baggrund for mere betydningsfulde stemmer. I musikhistorien opstod det selvstændige akkompagnement først efter 1600 (monodi).
akkompagnerede solosang (monodien) blev her opdelt i recitativet, hvor handlingen udspilles, og arien, hvor personen giver udtryk for sin sindsstemning (se affektlære). I højbarokken (ca. 1650-ca. 1750) udvikledes da capo-arien, en tredelt form, hvis sidste del er en
akkompagnere af en sangtekst, der anvendes ved formelle begivenhader og fx internationale idrætsbegivenheder for at udtrykke national identitet. Traditionelt har nationalsange og -hymner tjent som en form for bøn til eller hyldest af en monark. De er ofte karakteriseret ved
Backinggruppe, (af eng. backing group), et lille orkester el. kor, som akkompagnerer en solist.