advaita
Advaita, (sanskrit 'ikke-dualisme', dvs. 'monisme'), den form for vedanta-filosofi, der navnlig er udformet af Shankara i 700-t. Ifølge advaita findes der en relativ og en absolut sandhed. Når vi tror at leve i en mangfoldig verden, skyldes
Advaita, (sanskrit 'ikke-dualisme', dvs. 'monisme'), den form for vedanta-filosofi, der navnlig er udformet af Shankara i 700-t. Ifølge advaita findes der en relativ og en absolut sandhed. Når vi tror at leve i en mangfoldig verden, skyldes
for hinduismen er ikke entydig. I advaita, der er en retning inden for vedanta-filosofien, er erkendelsen af atmans fuldstændige identitet med brahman den eneste vej til frelse, dvs. til frigørelse fra kredsløbet med de evindelige genfødsler. Se også vedanta.
advaita) af Shankara (700-tallet), en "modificeret ikke-dualisme" af Ramanuja (ca. 1100), der opfattede sanseverdenen som Guds legeme, og en absolut dualisme (dvaita) af Madhva (1200-tallet), som tillagde sanseverdenen selvstændig realitet og forkastede forestillingen om maya. Fællesindisk er
Dvaita, (sanskrit 'dualisme'), den form for vedantafilosofi, der i modsætning til advaita hævder, at mennesket og Gud er væsensforskellige. Denne dualistiske lære blev fremsat af den sydindiske filosof Madhva i 1200-t.
fromt levned i gudsdyrkelse at opnå frelse. Madhvas lære er et klart opgør med Shankaras rene monisme, advaita. Madhva skrev talrige kommentarer til de hinduistiske hellige skrifter, bl.a. Vedanta-sutra og Bhagavadgita, og værker til belysning af sin egen lære.
advaita), men han kan næppe betegnes som en stringent tænker. Hans ry gav ham mange disciple, ikke mindst via en af hans tidlige beundrere, Vivekananda. Ramakrishna-missionen eller Ramakrishna Mission er en hinduistisk organisation, grundlagt af Vivekananda i Indien i
advaita vedanta-tradition, en monistisk virkelighedsopfattelse, der på visse punkter foregreb Spinozas metafysiske tænkning. Buddhisten Acharya Nāgārjuna, der formentlig levede i det 3. århundrede e.v.t. grundlagde Māhāyana-skolen og udviklede samtidig en filosofi om erkendelsen af en indre tomhed som
advaita 'ikke-dualisme', dvs. monisme. Shankara anfører i sine værker, at formålet med livet er en forening af menneskets selv (atman) med det absolutte (brahman). Shankara går i sin filosofi ud fra, at der findes en relativ og en absolut
advaita). Efter tantrisk opfattelse gør udøvelsen af forskellige mystiske og magiske riter foreningen med brahman (verdensaltet) mulig. Det er derfor først og fremmest den praktiske side af det religiøse liv, som tantrateksterne beskæftiger sig med. Dyrkelsen af guderne i abstrakte
advaita-tradition, som betoner altings enhed. TM ser ikke sig selv som en religion, men som en moderne videnskab med rødder i den ældste visdom, og trossystemet formuleres som Videnskaben om Kreativ Intelligens. Ifølge TM afhænger verdens tilstand af "den