absolutiv
Absolutiv er en kasusform i ergative sprog, hvor den angiver modsætningen til relativ eller ergativ. Disse betegnelser stammer oprindelig fra grammatiske beskrivelser af grønlandsk. Læs mere i Den Store Danske kasus
Absolutiv er en kasusform i ergative sprog, hvor den angiver modsætningen til relativ eller ergativ. Disse betegnelser stammer oprindelig fra grammatiske beskrivelser af grønlandsk. Læs mere i Den Store Danske kasus
absolutiv. Her er der ikke samme klare sammenfald mellem syntaks og semantik, hvilket ses af, at absolutiv bruges om både subjektet for intransitive verber og objektet for transitive. Forskellen mellem ergativ og absolutiv synes at bero på en skelnen mellem
absolutiv, som er kasus ikke blot for objektet for et transitivt, men også for subjektet for et intransitivt verbum. Ergative sprog står i modsætning til nominativ-akkusativ-sprog som fx latin, tysk og dansk, hvor subjektet for såvel transitive som
absolutiv. I inaktiv-aktiv-sprog bruges aktiv kasus om det handlende subjekt både i transitiv og intransitiv konstruktion, mens det inaktive subjekt og objektet står i inaktiv eller absolutiv. Sammenfatning Disse tre typologiske dimensioner kan være delvis sammenfaldende. Det er
absolutiv, som omfatter øvrige funktioner. Men i de moderne kushitiske sprog varierer antallet af kasus fra ingen i de sydkushitiske sprog til syv eller flere som i agawsprogene; disse syv er foruden nominativ, akkusativ, genitiv, dativ og ablativ komitativ, der
indoeuropæiske sprog. I dansk har kun de personlige pronominer specielle nominativformer: jeg, du, han/hun, vi, I, de over for mig, dig, ham/hende, os, jer, dem. I visse ergative sprog bruges nominativ om absolutiv. Læs mere i Den Store Danske kasus
absolutiv, genitiv og dativ betegner et rumligt forhold, i dansk angivet ved præpositioner som til, ved, fra, med og i. Substantiver og dertil hørende led danner en kæde, hvor kasusendelsen hæftes på sidste led. Verbalet står altid sidst i sætningen