Whigpartiet
var et amerikansk politisk parti fra 1834 til ca. 1854, se whig.
var et amerikansk politisk parti fra 1834 til ca. 1854, se whig.
Whigpartiet i USA fra 1834 til ca. 1854 Navnet The Whig Party (Whigpartiet) var lånt fra de britiske whigger, da partiets medlemmer ønskede at tage afstand fra den demokratiske præsident Andrew Jackson, som blev beskyldt for at tiltage sig enevældig
Whigpartiet og var en af Charles James Fox' nærmeste tilhængere. Som formand for The Society of the Friends of the People arbejdede Grey for en parlamentsreform. I 1806 blev han marineminister og samme år udenrigsminister, og efter at være blevet
Whigpartiets lord Palmerston, udenrigsminister 1830-1841 og 1846-1851 og premierminister 1855-1858 og 1859-1865. Indenrigspolitisk var Palmerston konservativ, men udenrigspolitisk hyldede han de liberale grundsætninger som dem, der bedst tjente de britiske politiske og økonomiske interesser. Man nærmede
Whigpartiet i 1847-1849. I 1856 tilsluttede han sig det nydannede Republikanske Parti og blev partiets vicepræsidentkandidat. Valgt til præsident i 1960 Ved senatsvalget i Illinois 1858 stillede Lincoln op mod demokraten Stephen A. Douglas. Han blev ikke valgt, men
Whigpartiet, der var modstander af en stærk kongemagt. Edmund Burke blev her hans ven og politiske læremester. I 1782 fik whiggerne regeringsmagten, og Fox blev Storbritanniens første udenrigsminister. Han engagerede sig stærkt i Den Amerikanske Revolution og mente, at de
Whigpartiets ledende mænd og regeringsmedlem 1692-99. Han gennemførte gennemgribende reformer inden for finansforvaltningen, hvilket bl.a. betød oprettelsen af Bank of England i 1694, udstedelse af statsobligationer og fastlæggelse af forvaltningen af statsgælden. I 1699 blev Halifax fældet af Torypartiet
flere gange forgæves at blive opstillet som præsidentkandidat for Whigpartiet. Han var udenrigsminister 1841-43 og 1850-52 og indgik med Storbritannien den såkaldte Webster-Ashburton-traktat i 1842, der fastlagde grænsen mellem New England-staterne i USA og Canada.
Whigpartiets appel til historien var forfejlet, og at begge partier i deres modspil og samspil har været væsentlige for det engelske samfunds stabilitet. I 1763-66 var Hume britisk gesandtskabssekretær i Paris, og efter et par år i Udenrigsministeriet i
Whigpartiet og indtrådte i 1846 i Overhuset, hvor han blev partiets, det senere Liberal Partys, leder frem til 1886. Granville beklædte en række høje stillinger og var koloniminister 1868-70 og igen 1886 og udenrigsminister et par måneder i 1851, 1870-74 og