Welf
Welf, sydtysk slægt, der føres tilbage til grev Welf (d. ca. 820) og deles i et ældre og et yngre dynasti. Grev Welfs døtre blev gift med hhv. Ludvig 1. den Fromme og Ludvig 2. den Tyske, hvormed slægten knyttedes
Welf, sydtysk slægt, der føres tilbage til grev Welf (d. ca. 820) og deles i et ældre og et yngre dynasti. Grev Welfs døtre blev gift med hhv. Ludvig 1. den Fromme og Ludvig 2. den Tyske, hvormed slægten knyttedes
Welf-skatten, der Welfenschatz, samling af relikvier, som har tilhørt slægten Welf. Den består af guldsmedearbejder fra det 11.-15. århundrede og siden 1218 deponeret i domkirken i Braunschweig for derefter i 1671 at blive doneret til en sidegren af
Welfer, se guelfer. Se også ghibelliner
Welf, der nægtede at afgive noget af sit domæne og derfor blev gjort fredløs. Hans søn Henrik Løve overtog dog Sachsen som len, men grunden var lagt til de langvarige stridigheder mellem staufer og welfer. Denne interne strid hæmmede bestræbelserne
Welf under hertug Henrik Løve, der lod byen befæste og domkirken bygge. Braunschweig blev residens- og hovedstad i hertugdømmet Braunschweig, der grundlagdes i 1235. Byen blomstrede som en af Hanseforbundets hovedbyer. Reformationen blev gennemført i 1528, hvorefter Braunschweig indtrådte i
Welf, den anden blev ophav til den med tiden europæisk berømte fyrsteslægt i Modena og Ferrara, der ophøjedes til hertugdømmer i henholdsvis 1452 og 1471. I 1598 indlemmedes Ferrara i pavestaten, men slægten fortsatte som hertuger i Modena indtil Italiens
Welf. Frederik var den første kejser af staufernes slægt (se Hohenstaufen). I 1147 blev Frederik hertug af Schwaben og indledte en udsoningspolitik over for staufernes rivaler, welferne, som hans mor stammede fra. Samme år deltog han i det 2. korstog
Welf. I 1636 forlagde hertug Georg (1582-1641) residensen til byen Hannover, som efterhånden kom til at give navn til hertugdømmet, selvom det officielt hed Braunschweig-Lüneburg frem til 1814. Hertugen skiftede flere gange side under Trediveårskrigen, og ved Den
par hundrede år som ghibelliner (af waiblinger, et andet navn for stauferne) over for guelfer (ital. for welfer). Staufernes kejserdømme vakte beundring eller afstandtagen gennem de følgende århundreder; det fik betydning som model for det nye tyske kejserdømme efter 1871.
Welf, og et italiensk paveparti fik samme navn: guelfer, mens de kejsertro blev kaldt ghibelliner, opkaldt efter kejserfamiliens slot Waiblingen i Østrig; partikampene mellem disse to fraktioner kom længe til at præge udviklingen. Samtidig blev aristokratiet mange steder angrebet af