fugle
ungerne klækkes med et par dages mellemrum. Det er nok til, at de ældste unger i tilfælde af fødeknaphed kan tilkæmpe sig hovedparten af føden, mens de yngste sulter. På den måde overlever i hvert fald nogle af ungerne, og
ungerne klækkes med et par dages mellemrum. Det er nok til, at de ældste unger i tilfælde af fødeknaphed kan tilkæmpe sig hovedparten af føden, mens de yngste sulter. På den måde overlever i hvert fald nogle af ungerne, og
ungerne. I fødeknappe tider er det således ungerne, der dør først, hvilket er mest fordelagtigt. De voksne løver kan bedre klare sig alene og kan hurtigt føde nye unger, når der er føde nok igen. Løvernes foretrukne byttedyr er mellemstore
ungerne kan glideflyve ned på vandet i en temmelig stejl vinkel. De fem arter af dværgalke i slægten Synthliboramphus fra Stillehavsområdet får to unger, som de imidlertid slet ikke fodrer på land, idet ungerne straks svømmer bort med forældrene. Dette
ungerne udvikles i kamre; disse åbnes, når ungerne skal til at blive voksne med vinger. På andre nåletræer findes bladlusene på nåle, kviste, grene eller stammer. Aphidoidea De partenogenetiske hunner er levendefødende. Da ungerne allerede ved fødslen indeholder fostre, er
ungerne deltage i udsugning af byttet. Atter andre fodrer ungerne med opgylpet føde, og hos enkelte arter, fx Eresus niger, fortærer ungerne den døde hun. Udvikling og livslængde Efter fremkomsten fra ægspindet gennemgår edderkopper fem til ti hudskifter, før de
ungerne straks efter fødslen. Kun når ungerne skal die, afleverer hannen dem til moderen for straks efter diegivningen at overtage dem igen. Ungerne rider på faderens ryg. Der sidder de godt beskyttet, og først når de er et par måneder
Ungerne fodres de første 18 dage med kromælk, både af hannen og hunnen, men efter ti dage begynder ungerne også at indtage fast føde. Efter 30 dage er ungerne klar til at forlade reden. For at holde styr på afstamningen
ungerne fødes i august-september. Vandmokkasinen er ovovivipar, hvilket vil sige, at ungerne gennem drægtigheden ikke modtager næring fra hunnen og fødes omgives af en hinde, som de straks gennembryder. Kuldstørrelsen varierer fra 1 til 20 unger, men ligger normalt
Ungerne har et mønster af pletter på ganen. De fleste arter er små med en længde på 9-11 cm. Voksnæbbene er knyttet til savanne og skovrydninger, men et par slægter findes i skov, hvor de overvejende lever af insekter
gangen med forskellige intervaller afhængig af dyreart og ungernes udviklingstrin. Mælkesekretionen (laktation) er hormonalt styret, men påvirkes hos mange arter desuden af ungernes bearbejdning af patterne (yvermassage) og af kommunikationen mellem mor og unge. Se også amning, brystkirtel og mælk.