tegn
(Symbolleksikon)
Tegn, emnet behandles i artiklerne nedenfor. Som semiotisk begreb, se Efterskrift. Se også under, varsel og stjerner.
(Symbolleksikon)
Tegn, emnet behandles i artiklerne nedenfor. Som semiotisk begreb, se Efterskrift. Se også under, varsel og stjerner.
den vestlige kultur et tegn på benægtelse, mens nik er et tegn på bekræftelse. Tegnbegrebet er fundamentalt i de humanistiske videnskaber, da al menneskelig kultur bygger på tegngivning, først og fremmest gennem sproget, men fx også som kropssprog, minespil, klæ
Tegn, betalingstegn, polet, se token.
tegnenes orden i en funktionel systematik. Hos Peirce udgør symbol side om side med ikon og indeks den grundlæggende klassifikation af tegnenes genstandsrelation. Tegn, der henviser i kraft af lighed mellem tegn og genstand, hedder ikoner. Tegn, der henviser i
tegn for vokaler: Strubelydene 'alef og 'ayin omtolkedes til /a/ og /o/, den svage h-lyd he til /e/, jod (/j/) til /i/ og waw (/w/) blev til to græske bogstaver, dels vau, tegn for /v/, dels ypsilon, opr. tegn
tegn Indtil ca. 1000 f.v.t. bestod skriften af færre end 1000 tegn, men derefter udvidedes antallet af tegn betydeligt, og i tempelindskrifterne fra den græsk-romerske periode er der anvendt ca. 5000 tegn. Typer af tegn Tegnene kan opdeles i
tegns brug samt selve tegnprocessen semiosis, som forbinder tegn, objekt og interpretant og dermed bestemmer tegnets fortolkning, som kan udtrykkes i en følelse, en handling, en oversættelse til et andet tegn eller udløse en vane. Mens Saussure således fokuserede på
tegn. Den kinesiske skrift må anses for ganske hensigtsmæssig for et sprog bestående af ubøjelige, ofte enslydende enstavelsesord og -morfemer, idet princippet om "et tegn pr. ord" bl.a. medfører, at selv enslydende ord eller morfemer skrives med forskellige tegn. Se
tegn. Hvert tegn har særlig forbindelse med en del af menneskets krop, fx det første tegn Vædderen med hovedet og det tolvte tegn Fiskene med fødderne. De tolv tegn inddeles desuden i forskellige grupper, der forbindes med jordiske fænomener og
tegn, dvs. billeder af det, de repræsenterer. De tillægges efterhånden en fonetisk værdi og repræsenterer ikke længere begrebet, men den lydværdi, der associeres hermed. Ved at disse tegn kan kombineres til mere komplekse tegn på basis af lydværdien, opstår alfabetskriften