Symphonie fantastique
Symphonie fantastique, symfoni med selvbiografisk program af Hector Berlioz, komponeret 1830. Heri anvendes for første gang en idée fixe, dvs. et tema, som høres i flere satser; desuden citeres Dies irae.
Symphonie fantastique, symfoni med selvbiografisk program af Hector Berlioz, komponeret 1830. Heri anvendes for første gang en idée fixe, dvs. et tema, som høres i flere satser; desuden citeres Dies irae.
Symphonie fantastique. I 1827 opførte en engelsk skuespillertrup Hamlet og Romeo og Julie i Paris. Uden at være kyndig i sproget modtog Hector Berlioz et uforglemmeligt indtryk af William Shakespeares kunst, som skulle sætte sig varige spor i hans produktion
Symphonie fantastique (1830), der følger et programmatisk forløb, dannede sammen med Ludwig van Beethovens Pastorale-symfoni udgangspunkt for den symfoniske digtning, der blev en meget udbredt genre i perioden (Franz Liszt, Antonín Dvořák, Richard Strauss mfl.; se programmusik). Med lærebogen
Symphonie fantastique (1936), som han i 1948 satte op på Det Kongelige Teater under titlen Episode af en kunstners liv. Hans koreografiske spændvidde omfattede også balletfilm, fx De røde sko (1948) og Hoffmanns eventyr (1951). Læs mere i Den Store
bryllupsmarchen fra Felix Mendelssohn-Bartholdys musik til En Skærsommernatsdrøm), balletter (Peter Tjajkovskijs Nøddeknækkeren) og symfonier (Marche funèbre i Ludwig van Beethovens Eroicasymfoni eller Marchen til skafottet i Hector Berlioz' Symphonie fantastique). I kunstmusikken optræder marchen ofte under betegnelsen alla marcia.
poetiske overskrifter som Robert Schumanns Träumerei fra Kinderszenen og Debussys Pagodes fra Estampes for klaver. Længere, detaljerede fortællinger i toner nødvendiggør et "program" som fx sonetterne til Antonio Vivaldis De Fire Årstider eller Berlioz' note til den autobiografiske Symphonie fantastique.
Symphonie fantastique med overskriften "Episode fra en kunstners liv", efterfulgt af den "dramatiske symfoni" Roméo et Juliette med vokalsolister og kor, frit formet efter Shakespeares tragedie. Også for Franz Liszt, som skabte det ensatsede "symfoniske digt", var det litterære program
Symphonie fantastique, den "dramatiske symfoni"Romeo og Julie med sangsolister og kor og Franz Liszts Faustsymfoni som de betydeligste. Senromantikeren Gustav Mahler sammenfattede i sine ti symfonier, der omfatter fra to til syv satser, alle hidtidige tendenser i stort dimensionerede