Sigurd Slembe
Sigurd Slembe, ca. 1100-1139, norsk tronkræver, efter eget udsagn søn af Magnus 3. Barfod. Sigurd blev viet til diakon, men slog sig på krigskunst i udlandet. I 1136 krævede han kongenavn af sin halvbror Harald 4. Gille, men fik
Sigurd Slembe, ca. 1100-1139, norsk tronkræver, efter eget udsagn søn af Magnus 3. Barfod. Sigurd blev viet til diakon, men slog sig på krigskunst i udlandet. I 1136 krævede han kongenavn af sin halvbror Harald 4. Gille, men fik
og fik en fod hugget af. Magnus gik så i kloster, men dukkede op igen i 1137 for at fungere som samlingsmærke for Sigurd Slembes folk i Sigurds forsøg på at blive Norges konge; Magnus døde i kamp for ham.
Sigurd Slembe (1862), der sikrede sin forfatter digtergage fra Stortinget. Endelig skrev den unge Bjørnson digte, gerne sangbare og bredt appellerende som Ja, vi elsker dette landet (1859), der blev Norges nationalsang. Bjørnstjerne Bjørnson var præstesøn og beholdt sin barnetro
Sigurd Slembes kamp om den norske trone, mens Erik pga. borgerkrigen ikke kunne stille meget op mod de vendiske sørøvere, der hærgede de danske kyster. En jævn og venlig mand på tronen I sin regeringstid havde Erik et tæt samarbejde
Magnus, som blev blindet, kastreret og fængslet. Sidst på året gik det dog galt for Harald, der blev pågrebet og dræbt af sin efterfølger, Sigurd Slembe. Med Harald begyndte den periode i norsk historie, der tit omtales som borgerkrigenes tid.
Sigurd 2. Munn, blev det på Øreting. Et samkongedømme blev etableret og administreret af drengenes formyndere, som effektivt fik stoppet deres fars drabsmand, Sigurd Slembes, krav på tronen. En tredje søn af Harald, Øystein, fik kongenavn i 1142. Inge støttede
(Gyldendals Teaterleksikon)
Sigurd Slembe 1865), men udgav også i denne periode succesrige bondefortællinger. Inspireret af den moderne franske realisme skrev han det første samtidsskuespil i Norden De Nygifte 1865. Som ven med Georg Brandes og som en af det moderne gennembruds mænd
(Trap Danmark)
Sigurd Slembe, efter at være blevet dræbt i 1139 blev ført til Aalborg og begravet i Vor Frue Kirke, mens en anden prominent nordmand, kaldet Olav Ugjæva (Ulykke), ca. 25 år senere døde i Aalborg og blev begravet i samme
(Dansk Biografisk Leksikon)
Sigurd Slembe, Kongsemnerne) havde fortegnet middelalderens kongeskikkelser og svækket publikums sans for den historiske roman. 1884–85 og 1896–97 var S. universitetets rektor, og 1889 var han sammen med Frants Buhl i Palæstina, udgav 1890 et allerede da forældet
(Dansk Biografisk Leksikon)
Sigurd Slembe opus 8 og Carneval de Paris opus 9. Efteråret 1872 vendte S. endnu en gang tilbage til Kristiania og nu for en længere årrække. Han overtog sammen med Edv. Grieg ledelsen af musikforeningen, og indtil 1883, kun afbrudt