Satyricon
Satyricon, roman af Petronius, 1. årh. e.Kr., filmatiseret af Federico Fellini.
Satyricon, roman af Petronius, 1. årh. e.Kr., filmatiseret af Federico Fellini.
Satyricon. Denne Petronius er efter al sandsynlighed identisk med den Petronius, som en tid var elegantiae arbiter, dvs. smagsdommer og forlystelsesråd, ved kejser Neros hof i Rom. I 66 e.Kr. tvang Nero ham til at begå selvmord. Titlen Satyricon er
Satyricon 1970 I clowns/Klovnerne (opr. for tv) 1971 Roma/Fellini Roma 1973 Amarcord/Amarcord - Mig og min familie 1976 Il Casanova di Federico Fellini/Fellinis Casanova 1978 Prova d'orchestra/Orkesterprøven 1980 La città delle donne/Kvindebyen 1983 E la nave va/Og skibet sejler
Cave canem var en advarsel ved indgangen til romerske huse i antikken. Den er også overleveret i mosaik med billede af en hund og omtalt i Petronius' Satyricon 29,1 og i en satire af Varro.
dyr. Harald Voetmann har desuden oversat Petronius' Satyricon. I 2012 fulgte Kødet letter, hvis handling udspiller sig i nutidens København og bibeholder det underfundige og til tider groteske præg. I 2014 udkom Alt under månen, som Voetmann modtog Kritikerprisen for.
i surrealisternes kreds, der værdsatte hendes malerier fra fantasiens drømmeverden, befolket af illusionistisk malede dyre- og menneskeskikkelser. Samtidig malede Leonor Fini portrætter og skabte scenografi til ballet, teater og film, bl.a. Federico Fellinis Satyricon (1969). Læs mere om fransk kunst.
Satyricon eller romantiske græske som Longos' hyrdeidyl Dafnis og Chloe og Heliodors episk spændingsrige "love story" Charikleia og Theagenes; men de fik først deres plads og betydning i romanhistorien fra renæssancen. Uden for en europæisk horisont fremkom allerede omkring 1000 e.v.t
Trimalchios middag, (lat. Cena Trimalchionis), æde- og drikkegilde hos opkomlingen Trimalchio i Satyricon, roman af Petronius.
(Symbolleksikon)
Satyricon hedder en erotisk skælmeroman af romeren Petronius, fra ca. 50 e.Kr., inspirationskilde til Fellinis løsslupne film af samme navn fra 1969. Gustav Wied skabte en særlig genre, som han kaldte “Satyrspil”, læsedramer med groteske scener, fx Skærmydsler, 1901, og