SLAC
SLAC, se Stanford Linear Accelerator Center.
SLAC, se Stanford Linear Accelerator Center.
SLAC i Stanford fandt en ny, tung partikel, over tre gange tungere end en proton. Denne meson, der blev kaldt J ved Brookhaven og Psi ved SLAC, havde en forbavsende lang levetid på ca. 10-20 s, hen ved 10.000 gange
SLAC) i Californien, USA. Richard E. Taylor fik sammen med Henry W. Kendall og Jerome I. Friedman nobelprisen i fysik i 1990 for eksperimenter med uelastisk elektronspredning på protoner. Eksperimenterne, der fandt sted ved SLAC i 1967-1968, gav resultater
SLAC, amerikansk nationallaboratorium, der drives af Stanford University i Californien. Centeret er hovedsagelig kendt for sin 3,2 km lange, lineære accelerator for elektroner og positroner. Forskningen ved centeret begyndte i 1966, og allerede i 1968 fulgte opdagelsen af atomkernernes
SLAC) 1984-1999. I 1960'erne konstruerede Richter Stanford Positron Electron Accelerating Ring (SPEAR), og med denne lagerring påviste han og hans forskningsgruppe i 1974 en ny tung elementarpartikel, som de kaldte psi-hadronen. For dette arbejde blev Richter sammen
SLAC. De to forskere delte Nobelprisen i fysik i 1976 for denne opdagelse. J/psi-partiklen var på flere måder bemærkelsesværdig. For det første var den den tungeste kendte elementarpartikel, mere end tre gange tungere end protonen. Men især havde den en
SLAC) og Stanford University. Martin Lewis Perl opdagede i 1975 en ny elementarpartikel, tau-leptonen (se tau-partikel), under eksperimenter med en ny elektron-positron-collider, kaldet SPEAR. Denne accelerator blev taget i brug i 1973 og opererede i et
SLAC) til at undersøge atomkernernes struktur og sammensætning. For dette arbejde blev han i 1961 tildelt nobelprisen i fysik sammen med R.L. Mössbauer. Ud over arbejdet med spredning af energirige elektroner på atomkerner har Hofstadter også arbejdet med infrarød spektroskopi