Røsnæs
Røsnæs, tidligere Refsnæs, ca. 15 km lang halvø, der fra Norvestsjælland stikker vest ud i Samsø Bælt og danner nordsiden af Kalundborg Fjord. Den sydvendte kyst består mest af 15-30 m høje, delvis tilgroede klinter, der er eroderet ind
Røsnæs, tidligere Refsnæs, ca. 15 km lang halvø, der fra Norvestsjælland stikker vest ud i Samsø Bælt og danner nordsiden af Kalundborg Fjord. Den sydvendte kyst består mest af 15-30 m høje, delvis tilgroede klinter, der er eroderet ind
(Trap Danmark)
Røsnæs sig 15 km ud i Storebælt og danner Sjællands vestligste punkt. Placeringen har tidligere givet Røsnæs en vis strategisk betydning, men i dag er halvøen især kendt for sit lune, solrige klima, som bl.a. har dannet grundlag for anlæggelsen
Røsnæs. Kirke og kirkegård er placeret i et kuperet terræn på kanten af et sydvendt bakkedrag. Kirkegården Kirkegårdens afgrænsning mod vest, syd og øst har de middelalderlige grænser, mens kirkegården mod nord er udvidet i 1860’erne og igen i
Røsnæs og Hammerodde, så den blev blot et kraftigt blæsevejr. Røsnæs med højeste vindstød Det højeste vindstød nåede 33,6 m/s og blev målt på Røsnæs. Netop her blæser det ofte meget i vestenvind, fordi skrænterne på Røsnæs tvinger vinden
Røsnæs (Refsnæs) nord for fjorden mod kæmpen As på Asnæs. Herefter kastede As en stor sten, Blak, mod Ref; den landede i fjorden syd for spidsen af Røsnæs, hvor den stadig kan anes i vandoverfladen. Ifølge sagnet fik stenen sin
af fedt, plastisk ler og vulkanske askelag fra Tertiærperiodens Yngre Paleocæn til Mellem Eocæn for ca. 55-45 mio. år siden. Lagserien er kun let forstyrret af istidens påvirkninger og henføres til formationerne Holmehus, Ølst, Røsnæs-ler og Lillebælt-ler.
Røsnæs og i Røgle Klint. Disse aflejringer forårsager omfattende skred. I den sidste del af Eocæn blev aflejringerne meget kalkholdige, og de kendes fra Østjylland i form af Søvindmergel. Leraflejringer fra Tidlig og Midt Oligocæn kendes fra Jylland under navn
repræsenteret af havaflejringer, bl.a. moleret på Mors og Fur, det plastiske røde og grønne Røsnæs- og Lillebæltsler samt Søvindmerglen. Eocæn blev opstillet som stratigrafisk enhed i 1833 af den britiske geolog C. Lyell. Tandhvalerne opstod i Eocæn, kulminerende med Basilosaurus.
Røsnæs, Læsø, Fanø og Rømø, men specielle hovedtøjstyper og dragtdele kendes også fra andre egne. Begrebet folkedragt blev almindeligt ca. 1900, da folkedansen kom til Danmark. Landbefolkningens klæder var indtil ca. 1850 hovedsagelig baseret på hjemmespundet uld og hør. Størstedelen
oprettet 1927 og 1952, ligger på odden. Gisseløre er opbygget af krumodder med sand og grus, som havet siden Litorinatiden har transporteret dertil fra Røsnæs' klinter. Sydspidsen vokser i dag mod øst. Gisseløre indgår i byreservatet Kalundborg Vildtreservat fra 1942.