Pereira
Pereira, by i det vestlige Colombia; 464.700 indb. (2013). Byen ligger i 1400 m højde; den blev grundlagt i 1868 og har bl.a. på baggrund af områdets kaffeproduktion gennemgået en voldsom udvikling til en moderne storby. Nu er den en
Pereira, by i det vestlige Colombia; 464.700 indb. (2013). Byen ligger i 1400 m højde; den blev grundlagt i 1868 og har bl.a. på baggrund af områdets kaffeproduktion gennemgået en voldsom udvikling til en moderne storby. Nu er den en
Pereira, 17.11.1923-22.9.2011, kapverdisk politiker, præsident 1975-91. Pereira var i 1956 medgrundlægger af PAIGC, selvstændighedsbevægelsen i Kap Verde og Guinea-Bissau. Han var i eksil 1960-74 og valgtes ved selvstændigheden i 1975 til præsident. Under Pereira brød Kap
Pereira y Giral, 1879-1962, spansk politiker. Pereira y Giral arbejdede for demokrati under diktaturet i 1920'erne og var flådeminister 1931-33 under republikken. Han var leder af Folkefrontsregeringen i 1936 og flygtede til Mexico efter republikkens nederlag i
Pereira de Melo, 1819-1887, portugisisk politiker. Som minister for offentlige arbejder iværksatte Fontes en omfattende udbygning af den portugisiske infrastruktur, særlig i form af jernbaner og broer. Moderniseringsprogrammet blev efter ham benævnt fontismen. Fontes var flere gange premierminister efter
Pereira, Nun'Álvares, 1360-1431, Portugals nationalhelt, der med en række overbevisende sejre over Castilien i krigen 1383-85 bidrog helt afgørende til at sikre Portugals uafhængighed og til, at Johan 1. blev konge. De umådelige rigdomme, som kongen begavede
Pereira, 1994 (på dansk Hævder Pereira, 1995), der foregår i Portugal under Salazar og altså mere tydeligt berører samfundsrelaterede emner. På dansk foreligger endvidere La testa perduta di Damasceno Monteiro fra 1997 ( Damasceno Monteiros forsvundne hoved, 1998). Tabucchi deltog både
Pereira dos Santos (f. 1928), der debuterede i 1955 med Rio 40 Graus (Rio 40 grader). Han blev også en af bevægelsens lederskikkelser sammen med den polemiske og karismatiske Glauber Rocha. Cinema novo havde tre faser: Årene 1960-64 prægedes
Pereira dos Santos (f. 1928). Efter militærkuppet 1964 blev cinema novo-bevægelsen mere indadvendt og realismen afløst af en politisk-allegorisk form, først og fremmest set i Glauber Rochas hovedværk Antonio-das-Mortes (1969, Antonio dræberen). Fra 1970'erne blomstrede
ønsket om Portugals selvstændighed over for unionen med Spanien (1580-1640), bl.a. gennem et mindre, episk digt om nationalhelten Nuno Álvares Pereira. Hans vigtigste værk er dog de belærende dialoger Corte na Aldeia (1619, Landsbyhoffet), efter model af Baldassare Castiglione.
ses også af den grund som en af forløberne for det spanske guldalderdrama. Et repræsentativt udvalg findes på norsk i Leif Sletsjøes Gil Vicente (1973) med fem stykker, heriblandt Auto de Inês Pereira (1523), der prises som hans allermest vellykkede.