Oe
Oe, symbol for cgs-enheden oersted.
Oe, symbol for cgs-enheden oersted.
Oe Kenzaburo var en japansk forfatter, der i 1994 modtog Nobelprisen i litteratur. Som i debutnovellen "Fangsten" (1958, dansk titel: Japans stemme, 1965) beskriver Oe i sine tidlige værker den unge generations klaustrofobiske fornemmelse i efterkrigstidens Japan under den amerikanske
oe i enkelte ord, fx poena 'straf'; oe blev transskriptionen for græsk oi. Senere skete der en monoftongering over [ø] til [e], der blev middelalderens og de romanske sprogs udtale, og som også findes i engelsk, fx federal 'føderal' af
Diæresis er inden for grammatik to sammenhængende vokalers udtale i to stavelser, angivet ved tegnet trema (¨), fx latin poëma 'digt', oe udtalt [oe], i modsætning til poena 'straf', oe udtalt [ø]. Læs mere i Den Store Danske diakritiske tegn
G 1 Gs svarer til 10-4 T oersted (ørsted) Oe 1 Oe svarer til (1000/4π) A/m maxwell Mx 1 Mx svarer til 10-8 Wb stilb sb 1 sb = 1 cd/cm2 = 104 cd/m2 phot ph 1 ph = 104 lx
oe Chi-Won (f. 857) og Yi Kyu-Bo (1168-1241). Af den tidlige prosa er meget lidt bevaret. Foruden en del buddhistiske politisk-filosofiske tekster fra kongeriget det forenede Silla er der bevaret nogle betydningsfulde værker fra den efterfølgende
Oersted, (efter H.C. Ørsted), enhed i cgs-systemet for magnetisk feltstyrke med symbolet Oe; der gælder 1 Oe = 103/4π A/m.
oe og det græske oi, jf. fx økonomi. I international sammenhæng transskriberes dansk ø som oe, jf. Oeresund, Skaelskoer. Udtale I dansk udtales ø som en rundet fortungevokal med tre varianter: Det halvhøje [ø] kan være langt som i søle
oe. Den sidste skrives i latin som œ, og det gennemstregede ø er oprindelig en angelsaksisk skrivemåde. Den tyske og svenske form ü, ä, ö er egentlig u, a, o med et lille overskrevet e. På lignende måde er å
oe i formerne w, æ og ø overtaget fra tysk og angelsaksisk skrift. I tysk blev æ og ø senere udskiftet med ä og ö, som i begyndelsen af 1500-tallet blev optaget i svensk, hvor man samtidig dannede å